Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
CEO Niels Buus fra GomSpace er netop blevet kåret som den 16. modtager af Danmarks mest prestigefyldte lederpris, prisen som Årets Leder 2017. (Foto: Thomas Tolstrup, Lederne)
  • CEO Niels Buus fra GomSpace er netop blevet kåret som den 16. modtager af Danmarks mest prestigefyldte lederpris, prisen som Årets Leder 2017. (Foto: Thomas Tolstrup, Lederne)

22.11.2017, 12:49

Nanosatellit-direktør er Årets Leder

CEO Niels Buus fra GomSpace, som er verdens førende producent af nanosatellitter, er tildelt prisen som Årets Leder 2017, der uddeles af hovedorganisationen Lederne.


Direktør, CEO Niels Buus, fra Aalborg-virksomheden GomSpace har fået flest stemmer i en afstemning på Ledernes hjemmeside, og det betyder, at Niels Buus nu indtræder i et ærefuldt selskab af prismodtagere, der blandt andre tæller Nils Smedegaard-Andersen, Jørgen Vig Knudstorp, Johan Bülow og Lise Egholm, som den 16. modtager af Danmarks mest prestigefyldte lederpris, prisen som Årets Leder 2017.

Prisen blev overrakt til Niels Buus af formanden for Lederne Svend Askær. Det skete på konferencen Ledelsens Dag i København for øjnene af flere end 700 ledere:

"Du har skabt en virksomhed i international klasse og en virksomhed i kraftig vækst. Det er virksomheder som GomSpace, vi skal leve af i fremtiden," sagde Svend Askær i sin tale og betegnede Niels Buus som en synlig og meget visionær leder.

I sin takketale fastslog Niels Buus, at han aldrig havde forestillet sig, at han skulle blive kåret som Årets Leder:

"Det er ekstremt overvældende for mig," sagde den 60-årige nordjyde flere gange.

GomSpace er ifølge direktøren "ved at disrupte rumfartsbranchen" - og han tilføjede, at det er vildt at komme fra Danmark og sige, at man vil være den førende virksomhed i verden inden for sit felt, men det er endnu mere vildt at sige for en nordjyde.

Den civilingeniøruddannede Niels Buus tiltrådte i 2014 som direktør for GomSpace. Dengang var der kun 10 ansatte. I år har antallet af medarbejdere rundet 170, og det er Niels Buus´ forventning, at der i løbet af de kommende år vil blive skabt yderligere flere hundrede jobs.

GomSpace, der producerer satellitter på størrelse med mælkekartoner, har ud over hovedkontoret i Aalborg afdelinger i Washington, Singapore, Luxembourg og Uppsala. Selskabet blev børsnoteret i 2016.

Øvrige kandidater til at blive Årets Leder 2017 var direktør i KMD Betina Hagerup, CEO Jacob Holm fra møbelproducenten Fritz Hansen, CEO i Teva og forhenværende CEO i Lundbeck Kåre Schultz og Marianne Dahl Steensen, direktør i Microsoft Danmark. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik