13.01.2020, 13:31
Miljø står højt på dagsordenen, og det afspejles i mængden af nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris, der uddeles den 11. marts i forbindelse med Byggeri ’20-messen.
Køreplader produceret af 98 procent havplast, kliktag med integrerede solceller, støjdæmpende klinger til skæring af beton samt 18 andre byggematerialer, løsninger og strategier er i år nomineret af komitéen bag Byggeriets Klima-, Energi- og Miljø- og den nyindstiftede Arbejdsmiljøpris, der alle uddeles onsdag den 11. marts i forbindelse med Byggeri 20-messen, der holdes 10. til 13. marts i Messe C, Fredericia.
”Feltet af nominerede er stærkere end nogensinde. Det vidner om, at bæredygtigt byggeri og innovative byggematerialer bliver et stadig vigtigere forretningsområde for byggebranchen. Danske virksomheder satser virkelig på miljø- og klimainnovation og har aldrig været bedre til at tænke klima, energi, miljø og arbejdsmiljø ind i deres nye produkter og løsninger. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til de nominerede de kommende år,” siger direktør Palle Thomsen, Brancheforeningen Danske Byggecentre, som arrangerer Byggeri 20.
”Byggeriets Klimapriser fejrer i år 10 års-jubilæum, og vores ambition har siden 2010 været at løfte den grønne omstilling i dansk byggeri. Byggeri-messen skal være stedet, hvor hele branchen bliver præsenteret for de nyeste bæredygtige produkter og løsninger til kommende byggeopgaver, og Klimapriserne er en hyldest til devirksomheder, der går forrest inden for grøn innovation – til inspiration og gavn for hele byggebranchen,” siger Palle Thomsen.
I alt 19 virksomheder med 21 forskellige strategier, løsninger og produkter er blevet indstillet af Nomineringskomitéen, som består af 16 repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter.
I år er indstiftet en helt ny pris - Byggeriets Arbejdsmiljøpris.Prisen gives til en virksomhed, som gennem innovativ produktudvikling bidrager til et dokumenteret bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.
”Der er behov for, at vi i byggebranchen sætter endnu mere fokus på det fysiske arbejdsmiljø og begynder at fremme udviklingen af effektiveprodukter, der kan gøre det bedre og mere sikkert at gå på arbejde ude på byggepladserne. For et godt arbejdsmiljø gavner ikke kun medarbejdernes sikkerhed og sundhed – detbetaler sig også på bundlinjen. Derfor har vi i år indstiftet Byggeriets Arbejdsmiljøpris, som både skal hylde den innovative produktudvikling i markedet og inspirere hele byggebranchen til at gøre en ekstra indsats i forhold til at udvikle nye produkter til forbedring af arbejdsmiljøet,” siger Palle Thomsen.
Indstiftelsen af den nye Arbejdsmiljøpris har afstedkommet yderligere tre repræsentanter i Nomineringskomitéen: Building Green Council, FSC og BAT Kartellet.
Byggeriets Klimapriser er stiftet af Brancheforeningen Danske Byggecentre for at fremme udviklingen af byggevarer med bedre energi- og miljømæssige egenskaber til gavn for klima og arbejdsmiljø - og for at sætte fokus på virksomheder, der har iværksat en klima-, energi- eller miljøstrategi.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: