Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Med O2matic-iltrobotten til hjemmebrug tager patienten en trådløs fingermanchet på om morgenen og indleder selv en behandlingssession, hvorefter apparatet definerer iltbehovet samt tidspunkt for næste behandling. (Foto: O2matic)
  • Med O2matic-iltrobotten til hjemmebrug tager patienten en trådløs fingermanchet på om morgenen og indleder selv en behandlingssession, hvorefter apparatet definerer iltbehovet samt tidspunkt for næste behandling. (Foto: O2matic)

21.06.2022, 10:16

Dansk iltrobot til hjemmepatienter giver indlysende fordele

En iltrobot til hjemmebrug fra Herlev-virksomheden O2matic slår to fluer med ét smæk; patienten får bedre behandling, og samfundet sparer ressourcer. Robotten er en af 30 innovative løsninger og produkter til sundhedsvæsenet, som er udviklet i EU-projektet: Data- og designdreven sundhedsinnovation.


En iltrobot til patienter, der er i iltbehandling i hjemmet, er kommet på markedet fra danske O2matic. Og det apparat kan få stor betydning for sygehuse og hjemmepatienter. Teknologien åbner op for yderligere behandlingsformer, og der er derfor planlagt en række kliniske studier i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Iltbehandling har i mange år været en ressourcekrævende opgave på sygehusene. Patienternes ilttilførsel skal overvåges og justeres løbende, og undersøgelser viser, at iltkrævende patienter ikke altid får den korrekte mængde ilt. Iltrobotten overvåger løbende iltmætningen i blodet og sørger for, at patienten får den korrekte iltbehandling. Det sker i takt med, at patienternes behov for ilt ændrer sig hen over døgnet, uanset om de bevæger sig eller ligger i sengen.

Jan Dalberg, specialeansvarlig overlæge på lungemedicinsk afdeling på Kolding Sygehus, indførte iltrobotterne på Kolding Sygehus under Covid-19. Effekten kom med det samme: Færre iltafhængige patienter blev overflyttet til intensiv, og aflastningen af sygeplejerskerne lettede presset på lungemedicinsk afdeling markant:

”Der er indlysende fordele ved iltrobotten. Den giver mere stabile patienter, indlæggelsestiden bliver hos nogle kortere, og vi får frigjort tid, som sygeplejerskerne kan bruge til at løse andre vigtige opgaver,” siger Jan Dalberg, og fremhæver, at for patienterne er der også gevinst:

”Vi testede apparatet på NIV-afhængige (Non Invasiv Ventilation, red.) KOL-patienter og kunne se, at i hvert fald nogle af dem hurtigere blev frakoblet NIV-maskinen. KOL-patienter og andre patienter, der kræver iltbehandling i hjemmet, kan nu behandles i eget hjem med iltrobotten. Det krævede tidligere et besøg af en hjemmesygeplejerske, og derfor mener jeg, at perspektivet for patienter, der skal have hjemmeilt, er stort,” siger Jan Dalberg, og tilføjer, at der kræves forskning på området for at teste hjemmeapparatet og for at opnå evidens for behandlingen.

Kolding Sygehus råder i dag over 16 iltrobotter, og i det meste af det offentlige sygehusvæsen er iltrobotterne taget i brug. O2matic-apparatet bruges på sygehuse i fire af fem regioner, og O2matic sælger det i 36 lande. Okan Ilker Görgen håber på et salgseventyr:

”Markedet for iltapparater til patienter i hjemmet er endnu større end hospitalsmarkedet, og vi mærker en efterspørgsel på en hjemme-iltrobot i flere lande”.

Hjemme-iltrobotten er udviklet af O2matic i EU-projektet Data- og designdreven sundhedsinnovation, DDSI, som Herlev-virksomheden har trukket på i innovationssamarbejdet, såvel som inddraget eksperter:

”Vi var dengang en to år gammel Startup-virksomhed, som havde svært ved at skaffe midler til hele udviklingsprocessen. Desuden møder innovative teknologier som regel også faglig modstand, og det gælder også i sundhedsvæsenet. Nogle kunne straks se perspektivet, mens andre læger følte, at den nuværende behandling er tilstrækkelig. Derfor var det vigtigt at inddrage iltpatienter, lungelæger samt iltleverandører under designprocessen, og her ydede DDSI os afgørende hjælp,” siger Okan Ilker Görgen.

Innovationssamarbejdet om iltrobotten er et af mange i DDSI, hvor virksomheder på Sjælland og det offentlige sundhedsvæsen har fundet hinanden i innovationssamarbejder. Projektet er netop afsluttet og har leveret et flot resultat: 30 iværksættere og virksomheder har udviklet nye sundheds-teknologiske løsninger og produkter, fremhæver DDSI.

Nogle af de 30 løsninger og produkter er allerede på markedet, mens andre i øjeblikket testes på sygehuse og i andre dele af sundhedsvæsenet.

DDSI-projektet har hentet deltagere fra både Sjælland og Storkøbenhavn, og det har ikke været svært at rekruttere virksomheder til projektet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik