Topbanner


Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
DI-direktør Lars Frelle-Petersen: "Digital ansvarlighed skal gøres til en styrkeposition".
  • DI-direktør Lars Frelle-Petersen: "Digital ansvarlighed skal gøres til en styrkeposition".

18.10.2019, 07:22

DI-millioner til mere digitalisering

Dansk Industri, DI, har store ambitioner om at løfte digitaliseringen i Danmark og i danske virksomheder.


DI sætter nu gang i en omfattende indsats til mere end 10 mio. kr. i de kommende år for at løfte digitaliseringen i Danmark. Den nye indsats skal blandt andet komme helt ud i den enkelte virksomhed med råd og vejledning, men DI opfordrer samtidig regeringen og Folketinget til at få lagt en samlet strategi for den digitale udvikling i Danmark. Mange virksomheder er endnu ikke kommet i gang med digitalisering og mindst af alt med brugen af avancerede teknologier som kunstig intelligens.

”Vi har store ambitioner om at løfte digitaliseringen i Danmark og i danske virksomheder. Derfor skifter vi nu gear og starter den omfattende indsats. Danmark hører til i verdenseliten, når det gælder digitalisering, men vil videre. Danmark skal fortsat være et konkurrencedygtigt samfund internationalt, og derfor er der brug for at øge digitaliseringen og brugen af avancerede teknologier - ikke bare i virksomhederne, men også i det offentlige,” siger direktør Lars Frelle-Petersen, DI.

Indsatsen starter nu og løber i de næste par år med titlen ”Tech der tæller”. Et af en hel række af initiativer i indsatsen er skræddersyede forløb, hvor den enkelte virksomhed guides gennem en digital omstilling i tæt samarbejde med andre virksomheder, eksperter og fagmedarbejdere i DI.

De seneste DI-tal viser, at 4 ud af 10 virksomheder ikke har været i gang med projekter om at digitalisere deres forretning inden for de seneste to år. Tallene bygger på en undersøgelse blandt 400 virksomheder. Den viser også, at en tredjedel af virksomhederne slet ikke er gået i gang med at bruge Big Data, Blockchain, 3D-print, kunstig intelligens eller andre avancerede teknologier.

”Vi kan se, at virksomheder, der digitaliserer, får en gevinst ud af det. Digitalisering giver dem en konkurrencefordel, og det er jo det, der skal skabe flere job og mere velstand her i landet. Derfor vil vi i DI sætte mere mandskab ind på at hjælpe vores medlemmer med at tage deres næste digitale skridt”, siger Lars Frelle-Petersen.

DI har foreløbig sat 10 millioner kroner af til projektet. I første omgang ansætter DI tre nye medarbejdere til indsatsen og understøtter desuden en række initiativer, der kan styrke digitaliseringen af Danmark.

"Vi ved godt, at det ikke altid er nemt at gå i gang med digitalisering, men der er kæmpe fordele ved at gøre det. Vi skal helt ud i den enkelte virksomhed og samarbejde med dem om konkrete projekter om digitalisering og bidrage med råd og vejledning," siger Lars Frelle-Petersen.
En alvorlig bremse på digitalisering og anvendelse af ny teknologi er ifølge DI, at borgere verden over har dalende tillid til virksomhederne og anvendelse af deres data i kommercielt øjemed:
"Vi ser en voksende tillidskrise, desværre også i Danmark. Det skal erhvervslivet og resten af samfundet tage alvorligt. Uden tillid går digitaliseringen simpelthen i stå. Derfor skal digital ansvarlighed gøres til en styrkeposition både for Danmark og den enkelte virksomhed. ”Digital made in Denmark” skal være synonymt med høj ansvarlighed og sikkerhed," siger Lars Frelle-Petersen.

Samtidig med den nye digitaliseringsindsats vil DI arbejde politisk for at regeringen og folketinget bliver enige om en samlet strategi for digitalisering af Danmark:
"Vi har brug for nogle nye politiske ambitioner på området. Vi har blandt andet brug for en arbejdsstyrke med stærke digitale kompetencer – blandt andet ved at uddanne flere med de digitale kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. I det hele taget er der hårdt brug for et langt tættere samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige om digitalisering," siger Lars Frelle-Petersen.

I den forbindelse foreslår DI også en digital omstillingsfond på i alt 15 milliarder, som skal gå til digital omstilling af hele den offentlige sektor – i tæt samarbejde med erhvervslivet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik