16.01.2019, 12:45
Et onlineprogram kan nu "mappe" el-installationerne i enhver bolig. Det gør arbejdet nemmere for el-installatøren og sikrer efterlevelse af de kommende lovkrav for el-installationsarbejde. Samtidig fjerner programmet bekymringerne for boligejerne – ikke mindst i forbindelse med ejerskifte.
En digital platform, der giver boligejere og elektrikere et komplet overblik over hjemmets installationer, er blevet lanceret. Løsningen letter arbejdet for elektrikeren, og giver kunden et mere fuldkomment overblik over deres el-installationer. Den digitale optegnelse kan efterfølgende både tilgås af boligejeren, elektrikeren og eksempelvis også ejendomsmægleren. Det giver en række fordele, herunder bedre brandsikkerhed og efterlevelse af ny lovgivning for el-installation.
Digital House Installation Map, DHIM, er startet af Jesper Larsen og Mikkel Kristiansen. De har skabt værktøjet for at gøre det nemmere at overholde kommende lovgivning:
”I dag forholder det sig sådan, at alle boligejere skal have foretaget et el-tjek/rapport og tegne en ejerskifteforsikring i forbindelse med et boligsalg. Denne rapport er reelt kun en stikprøve og giver derfor ikke et fuldkomment billede af elinstallationerne i boligen og deres reelle tilstand. Det ændrer vores løsning på,” forklarer salgsdirektør Mikkel Kristiansen.
”Den nuværende el-rapport fungerer hovedsageligt som en formalia, der hverken er til gavn for elektrikeren eller boligejeren. Med vores løsning skal elektrikeren bare indsætte arbejdet i kundens digitale el-tegning, så laves den lovpligtige rapportering automatisk,” fremhæver direktør Jesper Larsen.
Med DHIM’s værktøj skanner elektrikeren blot el-tavlen og kan med den digitale optegning straks indhente alle oplysninger om elinstallationerne i boligen. Når elektrikeren foretager forbedringer, bliver det gemt i historikken, der senere uden problemer kan tilgås af en ny elektriker. Dette er fra og med juni 2019 et lovkrav for elinstallationsarbejde.
DHIM er ikke kun udviklet med henblik på at lette installatørens arbejde, men også for at øge sikkerheden og dermed skabe større tryghed hos boligejeren:
”Op til ni procent af brande der opstår i dag, er el-relaterede. For os er sikkerhed et absolut nøgleord, og derfor tilbyder vi også et tjek af alle el-installationer i boligen. Dermed øger vi ikke bare sikkerheden, men sørger også for at vores kunder føler sig mere trygge i deres hjem,” siger Mikkel Kristiansen.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: