05.05.2025, 12:24
Mandag var der første spadestik til opførslen af CO2-terminal på Esbjerg Havn. Det bliver en hjørnesten for Greensand på vejen mod at blive EU's første fulde CCS-værdikæde.
Mandag indledtes opførslen af det, der bliver Greensands CO2-terminal på Esbjerg Havn, og til efteråret kan Ineos Energy overtage området og færdiggøre CO2-terminalen.
Herefter drives den af Ineos på vegne af parterne bag Greensand som en helt afgørende komponent i Greensandprojektet, der ventes at blive EU's første fulde værdikæde for fangst, transport og lagring af CO2.
Greensand har sikret sig flydende CO2 fra en række danske biogasanlæg. Når CO2’en er fanget på biogasanlæggene kører tankvogne til CO2-terminalen i Esbjerg, så den flydende CO2 kan opbevares her midlertidigt.
Når de seks tanke på havnen i Esbjerg er fyldt, lastes CO2’en over på et transportskib fra rederiet Royal Wagenborg, der sejler mod Nini-feltet i Nordsøen. Gennem rør sendes CO2’en sikkert ned gennem undergrunden til permanent lagring i Greensands lager cirka 1.800 meter under havbunden.
Med planen om at igangsætte sikker og permanent lagring af CO2 i Nini-feltet i slutningen af 2025/begyndelsen af 2026 ventes Greensand at blive EU's første operationelle CO2-lagerfacilitet, som har til formål at afbøde klimaforandringerne.
Europa-Kommissionen anslår, at der skal lagres 250 millioner tons CO2 om året i 2040, hvis EU skal nå målene i Paris-aftalen. CCS anses desuden for at være en nøgleteknologi til at nå det danske mål om klimaneutralitet i 2045.
Samtidig er der er stort økonomisk potentiale i udviklingen og implementering af CCS. Sætter Danmark sig på bare 5 procent af et kommende CCS-marked i Europa, kan det betyde op mod 9.000 arbejdspladser med et økonomisk potentiale på 50 milliarder kroner.
”Esbjerg Havn indtager allerede en nøgleposition for Danmark og Europa i udviklingen og implementeringen af de ambitiøse planer for den grønne omstilling. Nu er havnen også godt på vej til at blive et knudepunkt for fangst og lagring af CO2 i EU, og det kan kaste tusindvis af arbejdspladser af sig. Med byggeriet af CO2-terminalen skubber vi yderligere på den udvikling, til gavn for Danmark og EU, økonomien og klimaet,” siger CEO Mads Gade, Ineos Energy Europe
Danmark står altså i en helt unik position i europæisk sammenhæng – særligt på grund af den særdeles egnede undergrund i Nordsøen, fremhæver endvidere direktør Dennis Jul Pedersen, Esbjerg Havn:
”Vi er utrolig stolte af, at partnerne bag Greensand fortsætter deres imponerende arbejde her på Esbjerg Havn. Det er et af de mest fremskredne og ambitiøse CCS-projekter i hele verden, og det er derfor helt naturligt for Esbjerg Havn at indgå et tæt samarbejde. Der er stort potentiale i at sætte Danmarks unikke undergrund i spil for sikker og effektiv lagring af CO2 fra resten af Europa. Med udviklingen af en CO2-terminal her i Esbjerg kan vi understøtte behovet fra hele Europa i fremtiden,” siger Dennis Jul Pedersen.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: