Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
De seneste års nordjyske førerposition i feltet for effektelektronik har skabt en situation, hvor forskningsmiljøets høje niveau tiltrækker endnu flere virksomheder og topforskere, som igen hæver niveauet yderligere.
  • De seneste års nordjyske førerposition i feltet for effektelektronik har skabt en situation, hvor forskningsmiljøets høje niveau tiltrækker endnu flere virksomheder og topforskere, som igen hæver niveauet yderligere.

18.06.2018, 12:03

Globale giganter flokkes om AAU

De internationale energivirksomheder har fået øjnene op for fordelene ved at være tæt på forskermiljøet på AAU. Institut for Energiteknik er verdensførende, og nu står branchen i kø for at få kontor på instituttet.


Effektelektronik er hjertet i alt fra smartphones til højspændingskabler, og for de store spillere i branchen gælder det om at være til stede i Aalborg, hvis man vil være på forkant med udviklingen. Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, AAU, har nemlig udviklet sig til et mekka for effektelektronik.

Lige nu sidder multinationale selskaber som Danfoss, Vestas, Sanken, China State Grid, og Fuji Electric på campus – de sidder i forskermiljøet og arbejder med Institut for Energiteknik for at være tæt på den nyeste forskning. Derudover har instituttet skrevet kontrakt om samarbejder med Huawei, Woodward, Schneider, Vishay og Tennet og endnu flere virksomheder er på vej.

Interessen fra erhvervslivet hænger direkte sammen med AAU’s førerposition, når det gælder forskning i effektelektronik, mener AAU-professor Frede Blaabjerg, der er verdens førende forsker på området:

"Ser man på forskning i emnet, så er AAU nummer ét i verden. Der er ingen andre, der når op på vores niveau. Nogle er større eller har flere økonomiske muskler, men når man ser på videnskabelig produktion, så er vi førende," Frede Blaabjerg, der er leder af Center of Reliable Power Electronics, CORPE, ved Institut for Energiteknik på AAU.

DI har iøvrigt igen i 2018 udpeget AAU som det danske universitet, der er bedst til at samarbejde med erhvervslivet. AAU har tradition for tætte bånd til erhvervslivet, og det gavner begge parter, mener AAU’s innovationsdirektør Dorte Stigaard:

"Samarbejde er mere end nogensinde et højt prioriteret, strategisk indsatsområde for AAU. I en globaliseret verden med skarp konkurrence og stor mobilitet er netop forskning i verdensklasse og adgang til kvalificeret arbejdskraft afgørende for at tiltrække globale virksomheder. Samarbejdet mellem forskerne på Institut for Energiteknik og stærke, globale virksomheder er et fantastisk eksempel på præcist det, vi stræber efter i vores strategi, “Viden for verden",” siger Dorte Stigaard.

Blandt de internationale virksomheder, som er til stede på Institut for Energiteknik er japanske Fuji Electric, en energigigant med over 25.000 ansatte og en markedsværdi på 33 milliarder kroner.

"Fuji Electric har en ordning, hvor man udstationerer sine udviklere i udenlandske forskningsmiljøer, og det er afgørende, at vi sender dem hen, hvor de har de bedste forudsætninger for at lære og udvikle sig med gode vejledere. Forskerne på AAU’s CORPE lægger virkelig vægt på at sørge godt for vores udsendte medarbejdere," siger Akio Toba, der er General Manager hos Fuji Electric i Japan.

Fuji Electric udstationerer løbende udviklingsmedarbejdere til Aalborg, hvor de har kontor på AAU’s Institut for Energiteknik og arbejder side om side med AAU-forskerne. Akio Toba påpeger tre måder, som Fujis tilstedeværelse hos AAU giver virksomheden et direkte udbytte:

"Vi drager nytte af, at vores forskere udvikler deres teknologiske færdigheder, deres måde at tænke på og deres tilgang til forskning. Vi udvikler tekniske løsninger som direkte konsekvens af samarbejdet. Og så udvider vi vores netværk i forskermiljøet omkring Institut for Energiteknik på AAU," siger Akio Toba, General Manager i Fuji Electric.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik