Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Afdelingsleder Orla Madsen fra Hydra-Grene ser mange perspektiver i de selvkørende AGV-løsninger i virksomhedens forskellige afdelinger, hvor der er brug for hyppige og rutineprægede transporter døgnet rundt.
  • Afdelingsleder Orla Madsen fra Hydra-Grene ser mange perspektiver i de selvkørende AGV-løsninger i virksomhedens forskellige afdelinger, hvor der er brug for hyppige og rutineprægede transporter døgnet rundt.

21.06.2018, 16:29

Hydra-Grene tager AGV-teknologispring

Hydraulikproducenten Hydra-Grene i Skjern har netop taget hul på et teknologisk kapitel i den interne logistik med en selvkørende AGV-maskine, der 1. juni drog ud på sin jomfrutur i den centrale og stærkt trafikerede køregang mellem hovedlageret og forsendelsesafdelingen. På denne 100 meter-strækning kører AGV’en nu i fast pendulfart og hjælper med at flytte paller i en lind strøm.


Ankomsten af den selvkørende AGV-maskine var ikke overraskende for de travle Hydra-Grene medarbejdere på lageret. Den karakteristiske orange-røde Linde L14 med påført navigations- og sikkerhedssystem havde nemlig kørt masser af testture inden sin debut. Alt imens ihærdige teknikere og programmører fra AGV Scandinavia havde klargjort alt fra laserskannere, over køreruter og til avanceret software.

AGV-løsningen hos Hydra-Grene ses som et første step i en større udviklingshistorie. I første omgang er AGV’en sat i verden for at aflaste de mange rutineprægede transporter, hvor gaffeltruck kommer fra andre produktionsafdelinger og placerer pallerne præcist i det markerede opsamlings-areal. Herefter henter AGV’en pallen efter at være aktiveret med et enkelt tryk på en panelknap i forsendelsesafdelingen.

"Vi har brug for at effektivisere vores arbejdsgange. Vi vil gøre vores interne logistik smartere med AGV-løsningen, der supplerer den øvrige maskinpark med klassiske gaffeltruck og palleløftere. Vi har taget et første skridt med denne AGV. Vi opfatter det som en spændende læreproces, hvor vi gradvist vil øge automatiseringsgraden, hvor det giver mening," fortæller afdelingsleder Orla Madsen fra Hydra-Grene, og fortsætter:

"Jeg ser gode muligheder for en større produktivitet med AGV-løsningen. Vi regner med at den får udvidet sit rutenetværk på lageret, og samtidig kan jeg nemt forestille mig flere AGV-løsninger i eksempelvis vores slangeafdeling og montageafdeling, hvor der også findes mange hyppige transporter. Vi går desuden snart over til treholds-skift, så AGV’en kommer til at køre i døgndrift med større rentabilitet til følge," fortæller Orla Madsen.

Hos AGV Scandinavia, der er ejet ligeligt mellem N.C. Nielsen A/S og BILA A/S, ses løsningen hos Hydra-Grene som et eksempel på næste trin i forhold til kundesegmenter:

"Vi har leveret en række AGV-løsninger til danske fødevarevirksomheder, der i forvejen har en høj grad af automatisering i hele fremstillingsprocessen. Nu ser vi også en interessant tendens i markedet, nemlig at også industrivirksomheder kan optimere den interne transport med en eller flere AGV-løsninger. For os vidner det om, at individuelt tilpassede AGV-løsninger passer ind i stort set alle typer virksomheder," udtaler direktør Ricco Veile fra AGV Scandinavia.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik