Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Der er behov for at sætte fart på etableringen af ladestandere i Danmark, hvis danskerne skal overbevises om fornuften i at udskifte deres benzin- og dieselslugere med grønnere alternativer, påpeger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
  • Der er behov for at sætte fart på etableringen af ladestandere i Danmark, hvis danskerne skal overbevises om fornuften i at udskifte deres benzin- og dieselslugere med grønnere alternativer, påpeger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

07.09.2020, 14:18

Ingen el-biler uden ladestandere

TEKNIQ Arbejdsgiverne anerkender El-bilkommissionens forslag til nye afgiftsregler, som spiller bolden over på regeringens banehalvdel, så regeringen nu skal trække i arbejdstøjet og udstikke en retning for en større udbredelse af elbiler. Men samtidig understreges behovet for at sætte fart på etableringen af ladestandere i Danmark.


El-bilkommissionen fremlagde i dag dens første delrapport med en række bud på forskellige tilskuds- og afgiftsmodeller, som politikerne skal vælge imellem i bestræbelserne på at indfri ambitionerne om en massiv udbredelse af elbiler i Danmark. Og ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne er det vigtigt, at der skabes klarhed over prisudviklingen.

”Det er vigtigt, at elbilerne er konkurrencedygtige på priserne i forhold til diesel- eller benzinbiler. Derfor skal der også være vished for, hvordan priserne udvikler sig. Det er ganske enkelt uholdbart, at man hvert år skal diskutere afgifterne på elbiler i forbindelse med finanslovsforhandlingerne,” siger underdirektør Simon O. Rasmussen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Simon O. Rasmussen påpeger dog samtidig, at det er mindst lige så vigtigt at få opbygget en velfungerende ladeinfrastruktur i Danmark. Et område, som kommissionen vil belyse i det videre arbejde med 2. delrapport, der skal afleveres ved årsskiftet 2020/2021.

”Hvis ikke opladningsmulighederne er på plads, vil mange danskere tøve med at sætte strøm til deres biler. Det svarer lidt til at bruge mange tusinde kroner på en ny mobiltelefon i et område, hvor der ikke er nogen dækning. En af de største usikkerheder for elbilkunder lige nu er ”rækkeviddeangst” – at løbe tør for strøm på grund af manglende adgang til en ladestander,” siger Simon O. Rasmussen.

Tidligere på året viste en befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne da også, at kun 14 procent af danskerne var villige til at købe en elbil nu, mens 31 procent ville vente, til det blev lettere at lade bilerne op – et forbehold, som dermed fylder stort set lige så meget i elbilkøbernes bevidsthed som bilernes pris (40 procent). Derfor er Elbilkommissionens videre arbejde med fokus på infrastrukturen helt afgørende og bør bakkes op af såvel nationale som lokale planer for etableringen af den nødvendige ladeinfrastruktur.

”Et andet område, der er vigtigt at sikre fokus på, er adgangen til de rigtige køretøjer. Det er ekstra vigtigt, når det eksempelvis gælder om at få udskiftet det store antal varebiler, som i dag kører på diesel,” siger Simon O Rasmussen og uddyber:

”På lige fod med mange andre brancher, benytter for eksempel installationsbranchens virksomheder et meget stort antal varebiler og kassevogne. Virksomhederne er generelt meget omstillingsparate, men hvis ikke de rigtige køretøjer og opladningsmuligheder er på hylderne, vil man ikke være i stand til at skrotte dieselbilen. Og lige nu mangler vi at se varebiler med tilstrækkelig rækkevidde til at dække de mest almindelige behov i branchen,” siger Simon O. Rasmussen.

”Derfor vil vi opfordre til, at man hurtigst muligt sætter handling bag de store ord, får fastlagt en klar strategi for opstillingen af ladestandere og ikke mindst sætter gang i arbejdet. For hvis ikke det sker, kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvordan afgifterne er sammensat,” understreger Simon O. Rasmussen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik