10.09.2019, 13:17
Med støtte fra Innovationsfonden og hjælp fra Sønderborg Vækstråd går Fr. Petersens Maskinfabrik fra Smøl ved Broager nu i gang med et udviklingsprojekt, der skal skabe arbejdspladser og mulighed for eksport til store dele af verden.
En af Nordvesteuropas betydende leverandører af maskiner til teglværksindustrien – Fr. Petersens Maskinfabrik i Smøl ved Broager – har netop modtaget 1,2 millioner kroner fra Innovationsfondens InnoBooster pulje. Bevillingen skal anvendes til udvikling af et nyt innovativt maskinkoncept til fremstilling af en ny type blødstenspressemaskiner med lavere fremstillingspris, færre vedligeholdelsesomkostninger og reduceret energiforbrug.
De samlede udviklingsomkostninger løber op i knap fire millioner kroner. Undervejs i projektet skal maskinerne testes hos Vesterled Teglværk i Nybøl mellem Sønderborg og Gråsten.
Maskinerne ventes at reducere fremstillingsomkostningerne med godt en millioner kroner i forhold til de maskiner teglværksindustrien anvender i dag. Maskinen får en enkel opbygning, og det reducerer teglværkernes vedligeholdsomkostninger og reducerer energiforbruget.
Markedet for maskinerne er, ud over den eksisterende teglværksindustri i Europa, teglværker i Østeuropa og Asien, hvor forventningerne især er store til det indiske og pakistanske marked. På sigt vil InnoBrick, som projektet er døbt, betyde ansættelse af flere medarbejdere hos Fr. Petersens Maskinfabrik. I dag har virksomheden 35 ansatte.
"Sønderborg Vækstråd har givet os uvurderlig hjælp. Uden den støtte var vi aldrig lykkedes med ansøgningen, og dermed havde vi ikke kastet os ud i det innovative projekt," siger administrerende direktør Henrik Leimand. De første maskiner ventes på markedet i løbet af 2021.
Det bliver den 38-årige mekatronikingeniør Christian Nicolaisen, der skal stå i spidsen for projektet. Han har tidligere været ansat hos Agramkow i Sønderborg og Linak i Guderup.
Udviklingen i InnoBrick-projektet følges af et team bestående af repræsentanter fra Vesterled Teglværk, Teknologisk Institut, Force Technology, Danmarks Eksportkredit (EKF) og af konsulenthuset Patrade, der er specialist i patenter.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: