Topbanner


Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
I foråret blev Fredrik Skovgaard elektriker efter en veloverstået svendeprøve. Desuden kunne han se frem til at fortsætte hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup. Nu som færdiguddannet elektriker. (Foto: Frandsen El)
  • I foråret blev Fredrik Skovgaard elektriker efter en veloverstået svendeprøve. Desuden kunne han se frem til at fortsætte hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup. Nu som færdiguddannet elektriker. (Foto: Frandsen El)

19.08.2019, 12:32

Mentorordning løfter Frandsen El

En særlig mentorordning for alle lærlinge og et godt arbejdsmiljø sikrer elinstallationsvirksomheden Frandsen El den fornødne arbejdskraft.


Glæden var stor, da Fredrik Skovgaard i foråret kunne kalde sig færdiguddannet elektriker. Ikke nok med at have færdiggjort sin uddannelse, så kunne han også se frem til et nyt job som uddannet elektriker hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup.

”Helt nyt var jobbet jo ikke, for jeg har været i lære hos Frandsen El. Jeg har altid været glad for at være i virksomheden. Her er gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø, så derfor vil jeg gerne fortsætte,” lyder det fra den nu uddannede og siden fastansatte elektriker.

I Frandsen El tager de rigeligt med lærlinge, og de gør hvad de kan, for at de unge bliver i virksomheden efter endt uddannelse. Ifølge Henrik Ramlov Hansen, der er partner og regnskabschef i firmaet, er 60 ud af virksomhedens 210 medarbejdere enten lærlinge eller praktikanter:

”Vi har altid haft mange lærlinge og praktikanter, for vi vil gerne være med til at uddanne den næste generation af håndværkere. Det, synes vi, er vores pligt som en stor veldreven forretning. Samtidig med at vi viser samfundssind, løser vi også et rekrutteringsproblem. Stort set alle vores lærlinge vælger nemlig at blive i virksomheden, efter at de har fået deres svendebrev,” lyder det fra Henrik Ramlov Hansen.

Han fortæller, at Frandsen El sidste år uddannede 13 elektrikere, og at alle 13 valgte at blive i virksomheden.

”Mit indtryk er, at det samme gør sig gældende i år,” tilføjer han.

For at tage hånd om virksomhedens seneste medarbejdere, har Frandsen El i årevist haft en særlig mentorordning for alle virksomhedens lærlinge. Den indebærer blandt andet, at virksomheden en gang hver 14. dag har en telefonisk samtale med de unge i de første tre måneder af deres ansættelse.

”Vi sikrer os, at de for eksempel forstår deres lønsedler, og at de har tilmeldt sig julefrokosten, hvis de ønsker at deltage. Alt sammen noget, som gør, at vores lærlinge kommer godt i gang,” siger Henrik Ramlov Hansen.

Han fortæller desuden, at Frandsen El i det kommende efterår udvider deres mentorordning med et helt nyt lærlingeprogram:

”Vi vil gerne udvikle vores egen talentmasse, og vi vil gerne klæde de unge mennesker så godt på til fremtidens arbejdsmarked som muligt. Derfor kommer vi i fremtiden til at udbyde kurser til vores lærlinge. Kurserne har primært fokus på personlig udvikling. Hvordan undgår man for eksempel at blive stresset, når opgaverne vælter ind? Og hvordan bevarer man arbejdsglæden år efter år? Det er områder, som vi tror, at fremtidens håndværkere vil have godt af, når de nu skal være så længe på arbejdsmarkedet,” fortæller regnskabschefen.

Elektrikerlærling Andreas Andersson på 21 kommer ikke selv til at nyde godt af det nye lærlingeprogram, men han hilser det varmt velkomment:

”Jeg synes, at det er en fantastisk idé. I en tid hvor mange går ned med stress, er det vigtigt, at man lærer at håndtere og forebygge det. Og bevare arbejdsglæden,” siger han og tilføjer, at han selv gerne vil fortsætte i Frandsen El, når han har modtaget sit svendebrev:

”På lang sigt håber jeg på at videreuddanne mig, men i årene mellem min svendeprøve og min kommende uddannelse vil jeg gerne blive hos Frandsen El. Her er gode kollegaer, og man udvikler sig hele tiden,” siger den kommende elektriker.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik