Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
AU-ingeniørstuderende og ph.d.-studerende arbejder her på robotarmen under vejledning fra lektor Xuping Zhang (t,h,). (Foto: Jesper Bruun)
  • AU-ingeniørstuderende og ph.d.-studerende arbejder her på robotarmen under vejledning fra lektor Xuping Zhang (t,h,). (Foto: Jesper Bruun)

18.10.2021, 14:24

Odder-virksomhed udvikler robotteknologi med AU

Stigende efterspørgsel på automatisering gjorde, at Odder-virksomheden NIZE equipment mistede kunder. Derfor er virksomheden nu - i samarbejde med ingeniørstuderende og forskere fra Aarhus Universitet, AU, - selv gået i gang med at udvikle nogle af de robotter, der i fremtiden skal arbejde sammen med mennesker.


NIZE equipment, der er leverandør af storformat grafiske maskiner i hele Norden, har i samarbejde med ingeniørforskere på AU sat gang i udviklingen af kollaborativ robotteknologi til den grafiske branche.  Projektet sker som led i Region Midtjyllands Industrie 4.0-udviklingsprogram, Smart Industry, der i korte træk handler om at hjælpe små og mellemstore danske virksomheder (SMV’er) med at omfavne robotteknologi, digitalisering og automatisering.

”Der er større og større efterspørgsel på maskiner, der ved hjælp af robotteknologi kan øge effektiviteten og automatisere repetitive processer. Men der findes ingen færdige plug-and-play-hyldevarer, der kan hjælpe dig som virksomhed i gang med den omstilling, så hvor går man så hen.” Sådan spørger administrerende direktør og grundlægger af NIZE equipment, Lars Nikolajsen.

Det spurgte han også sig selv om allerede tilbage i 2013, hvor han mistede kunder til en anden leverandør netop pga. automation. I mangel på svar forsøgte han selv at udvikle robotteknologi, der kunne integreres i virksomhedens eksisterende printer- og fræsersystemer.

”At have robotter med i produktionen er en kæmpe fordel. Man kan eksempelvis producere uden for normal åbningstid eller lade robotten overtage arbejdet for en medarbejder, der så kan gøre mere nytte et andet sted i produktionskæden. Som leverandør er jeg nødt til at sætte mig ind i, hvad robotteknologi kan, og hvilke styrker og fordele det giver, for det er alt andet lige fremtiden,” siger han. 

I 2019 indgik NIZE equipment derfor i Smart Industry-projektet, og siden da har ingeniørstuderende og forskere fra AU Engineering samarbejdet med virksomhedens teknikere for at udvikle og fintune robotarms-teknologi, der kan arbejde sammen med mennesker, såkaldt kollaborative robotter, på eksisterende printersystemer.

”Der findes mange forskellige SMV’er, der producerer mange forskellige produkter og har dynamiske layouts i produktionen, så derfor er det meget kompliceret at udvikle et robotsystem med en kommerciel gribeanordning, som kan håndtere det hav af forskellige ting, der laves. Det er en af årsagerne til, at det endnu er en kompleks opgave at integrere robotteknik i produktionskæder,” siger lektor Xuping Zhang, ekspert i kollaborative robotter ved AU's Institut for Mekanik & Produktion, der leder projektet, og han fortsætter:

”Der er stadig ikke mange danske SMV’er, der hopper med på robot-bølgen, selvom selvsamme virksomheder i stigende grad bekymrer sig om at miste konkurrenceevne til udenlandske virksomheder. Men heldigvis er det faktisk ganske let at starte et samarbejde op med os,” siger han. 

Udviklingsprogrammet Smart Industry stopper i 2021, men både forskere og virksomhed håber på et fortsat samarbejde:

”Vores kunder efterspørger i stigende grad automation, og sådan er det inden for mange brancher. Der er behov for langt mere fokus på digitalisering og robotteknologi, hvis vi her i de små skandinaviske lande skal klare os i fremtiden, så jeg håber, vi får mulighed for at fortsætte samarbejdet og udvikle noget af den teknologi, samfundet efterspørger,” fastslår Lars Nikolajsen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik