Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Ph.D.-studerende Miguel Nobre Castro med det prisvindende CXD-led. (Foto: Jakob Brodersen)
  • Ph.D.-studerende Miguel Nobre Castro med det prisvindende CXD-led. (Foto: Jakob Brodersen)

16.04.2018, 11:16

Opfindelse revolutionerer exoskeletter

Aalborg-forskere har udviklet en ny type mekanisk led, der kan støtte skuldre og hofter smartere end nogensinde før. Leddet, der er kompakt nok til, at det kan bæres skjult under tøjet, har allerede vundet international hæder og bliver formentlig standardudstyr i fremtidens exoskeletter.


Compact X-scissors Device, CXD, er udviklet af forskere på Aalborg Universitet, AAU. Det er verdens første udtrækkelige led, der kan bevæges frit i alle retninger rundt om en sfære – for eksempel som støtte for en skulder eller en hofte.

”Mekaniske led til for eksempel skuldrene er store og klodsede konstruktioner. Og desværre er der en masse begrænsninger for, hvilke bevægelser de kan lave. For eksempel kan man ikke holde armen strakt ud foran sig og derefter dreje den til siden. Det er en stor hindring for den, der har leddet på,” forklarer Ph.D.-studerende Miguel Castro, der er en del af forskergruppen for Biomekanik på AAU, og en af hovedmændene bag opfindelsen.

”Det nye led, vi har udviklet, er lige så alsidigt som et kugleleje, men næsten helt fladt. Fordi det er så kompakt, kan man lave et exoskelet, som kan bæres helt diskret under tøjet. Det betyder meget - især for børn, der er nødt til at gå med det,” siger Miquel Castro.
I marts måned vandt CXD-leddet førstepladsen ved Wearable Robotics Associations Innovation Challenge.

”De personer, der sad i priskomiteen, var enten direktører eller underdirektører hos de store exoskelet-producenter. De syntes, at vores led var det mest interessante nye, der var dukket op. Det er jo en god markedsvalidering,” fortæller Lars Halkjær, der er specialkonsulent i teknologioverførsel og en del af forskergruppen bag CXD.

Om få år vil exoskeletter være et mere almindeligt syn i hverdagen, mener Lars Halkjær. Blandt andet i industrivirksomheder, hvor der skal løses opgaver, der kræver styrke og præcision, men som ikke er egnede til at blive udført af robotter.

”For ti år siden var droneteknologien ny og eksotisk. I dag bliver de jo brugt til en lang række forskellige løsninger indenfor transport, inspektion og meget andet. Jeg tror vi kommer til at se den samme udvikling med exoskeletter,” siger Lars Halkjær.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik