Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)  
Den norske millionordre til WeldingDroid indeholder en særlig lang udgave af  svejserobotterne. Den ti meter lange løsning er den til dato største fra den syddanske producent.
  • Den norske millionordre til WeldingDroid indeholder en særlig lang udgave af svejserobotterne. Den ti meter lange løsning er den til dato største fra den syddanske producent.

04.08.2022, 11:42

Rekordordre til WeldingDroid

Trondheim-firmaet Skala fabrikk, der er specialist i rustfrit stål, har valgt danske WeldingDroid til at automatisere svejsningen af den norske virksomheds tanke. Der er samlet tale om en millionordre, og samtidig også en rekordordre for WeldingDroid.


Totalt set er det dyrere og langsommere at udlicitere svejseopgaver til lande med lavere løn, fordi der som regel skal udbedres fejl og mangler, når de svejsede emner kommer tilbage til Norge, påpeger CEO Tore Endsjø, Lascentrum Norge AS, der som lokal forhandler af danske WeldingDroids svejserobotter aktuelt har solgt WeldingDroids teknologi til Skala fabrikk, der i 122 år har produceret tanke, udstyr og teknologi til landbrug, mejerier, fiskeproduktion, fødevareindustri og den maritime sektor:

"Med WeldingDroids maskiner kan virksomheder, som svejser især tyndvæggede, rustfrie og syrefaste rør eller tanke spare meget tid. Og det er det, som koster penge i Norge, det er arbejdstiden," konstaterer Tore Endsjø.

Netop nu bygger WeldingDroid Skala fabrikks seneste svejserobot, der er en 10 meter lang udgave af selskabets skalerbare robotløsning, og dermed den største maskine, som den syddanske virksomhed nogensinde har produceret. Den kan automatisere svejsning af tanke med en diameter på op til 3.000 millimeter.

Millionordren til WeldingDroid indeholder ud over selve svejserobotterne også en moderne løsning til gastilførsel, der gør det muligt for én svejser at arbejde for to: Med PurgeMaster kan én svejser både svejse og holde baggas, når han svejser store tanke og beholdere. PurgeMaster doserer gassen så nøjagtigt, at det reducerer baggasforbruget ved rørsvejsning med op til 90 procent.

Kontakten til WeldingDroid blev oprindeligt skabt via et opslag på LinkedIn, hvor WeldingDroids opfinder og stifter, CTO Kevin Christensen, beskrev sin teknologi. Opslaget inspirerede Lascentrum Norge, som blev forhandler og inviterede Kevin Christensen med som oplægsholder på messen Smart Industri 2022 og den samtidige svejsekonference arrangeret af Norsk Sveiseteknisk Forbund. Her opdagede Skala fabrikks svejsekoordinator Julian Sagøy mulighederne i produktet WeldingDroid X1 med fugefølger kamera. Med kamera vil maskinen konstant justere svejsebrænderen, så den optimale svejseposition opnåes. Og derved kan rør og tanke svejses uden opsyn og helt automatisk.

"Det har været utroligt inspirerende at møde den norske svejsebranche og fremstillingsindustri. Med stigende lønninger, råvarepriser og fragtpriser samt udbredt mangel på faglærte svejsere har mange fremstillingsvirksomhederalle steder i verden et påtrængende behov for at øge deres effektivitet og rentabilitet. Her gør det en stor forskel, at arbejdspladsens faglærte svejsere kan automatisere lavprofil-operationerne og fokusere deres tid på at udføre mere rentable arbejdsopgaver," siger Kevin Christensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik