14.06.2018, 12:09
Siden Sønderjysk Biogas åbnede for gashanerne for halvandet år siden er produktionen kun steget. Anlægget har omdannet hundredetusindevis af tons husdyrgødning og restprodukter til grøn gas, og i sidste måned slog produktionen Danmarksrekord.
Sønderjysk Biogas, der er placeret i Vojens, producerede 1,7 millioner kubikmeter opgraderet biogas i maj, svarende til årsforbruget for 92 gasbusser.
”Vi bliver hele tiden bedre til at udnytte energien i landbrugets restprodukter. Holdet i Vojens har lagt en utrolig stor indsats i at optimere driften af anlægget og vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi får mest ud af det, vi putter ind i anlægget,” forklarer Michael Rønning Dalby, der er chef for E.ONs biogasaktiviteter i Danmark, og påpeger, at anlægget på blot en enkelt dag producerede mere end 60.000 kubikmeter biogas. Han peger samtidig på vindmølleindustrien som forbillede for biogasindustrien:
”Vindmølleindustrien har igennem de seneste årtier vist, hvordan man kan øge produktionen og reducere omkostningerne. Industrien har selvfølgelig modtaget støtte undervejs, men min forhåbning er, at vi i biogasindustrien kan følge deres eksempel,” siger Michael Rønning Dalby, og understreger vigtigheden af, at det kommende energiforlig sikrer langsigtede rammevilkår.
Da Sønderjysk Biogas blev indviet i sensommeren 2016, kaldte energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, det dengang et lille stykke Danmarkshistorie, da han åbnede for gashanen, der forbinder biogasanlægget med det danske naturgasnet. I den udstrækning biogas anvendes i transporten, fortrænger biogassen både diesel i transportsektoren og reducerer landbrugets klimabelastning.
Frem mod 2030, hvor Danmark skal reducere CO2-udledningerne i de ikke-kvotebelagte sektorer - primært landbrug og transport, kan biogasproduktion således give et stort bidrag, grundet den dobbelte CO2-gevinst.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: