Automatik & Proces Logo

 
Svanehøj bestræber sig på at skabe et mere effektivt fabrikslayout, den første løsning, en Doosan Puma 3100ULY CNC-drejebænk er netop nu under indkøring ved leverandøren Duroc Machine Tool.
  • Svanehøj bestræber sig på at skabe et mere effektivt fabrikslayout, den første løsning, en Doosan Puma 3100ULY CNC-drejebænk er netop nu under indkøring ved leverandøren Duroc Machine Tool.

29.11.2021, 06:38

Svanehøj investerer tocifret millionbeløb i produktionen

Pumpespecialisten Svanehøj Danmark A/S investerer aktuelt et to-cifret millionbeløb i en omlægning af produktionen i Svenstrup ved Aalborg. Det sker for at understøtte virksomhedens mere ambitiøse vækststrategi.


Svanehøj gav sidste år sin administrationsbygning den helt store makeover, og nu er turen kommet til produktionen, som i dag beskæftiger 63 timelønnede. Gennem de isatte store panoramavinduer, som har erstattet den gamle betonmur, der tidligere adskilte administration og produktion, kan man lige nu følge med i, hvordan Lean-filosofien fuldstændigt forandrer fabrikslayoutet hos den nordjyske virksomhed. Blandt nøgleordene er dedikerede produktionsceller, automatisering og fremskudte lagre, fortæller virksomhedens Lean-specialist Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen:

"Vi bruger rigtig meget tid på intern transport af varer, værktøj, materialer og mennesker. Ved at nytænke vores processer og fjerne spild, forventer jeg, at vi kan få 50 procent mere igennem produktionen med det samme antal medarbejdere, som vi har i dag," siger Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

I første omgang budgetterer Svanehøj med investeringer i produktionen for mere end ti millioner kroner. Det første større indkøb – en Doosan Puma 3100ULY drejebænk – er netop sat i drift, og skal indgå i en produktionscelle til fremstilling af pumpeaksler. Med CNC-drejebænken samler Svanehøj en række processer, som tidligere var fordelt mellem fire maskiner. Gevinsten er en tidsmæssig besparelse på mellem 20 og 25 procent, oplyser Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen:

"Vi har foretaget en systematisk gennemgang af hele vores produktion for at identificere de aktiviteter, som med fordel kan outsources. Det giver os mulighed for at indrette vores produktion med fokus på de komponenter, hvor vi udnytter vores kernekompetencer bedst," forklarer Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

Blandt de allerede planlagte investeringer er to store save, der skal indgå i produktionen af rør og aksler, samt en håndteringsrobot og en ekstra svejserobot. Sideløbende vil flere eksisterende maskiner blive ombygget til flere og mere specialiserede formål.

På tegnebrættet er også en automatiseret celle til fremstilling af fuel-pumper, hvor man ved hjælp af robotter optimerer processerne omkring bearbejdning, svejsning og trykprøvning. Netop fuel-pumperne udgør en stigende del af Svanehøjs omsætning i disse år, og alt tyder på, at væksten fortsætter, fordi pumperne understøtter marineindustriens overgang til klimaneutrale brændsler.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
 
 
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik