Automatik & Proces Logo

 
TEKNIQ Arbejdsgiverne-underdirektør Simon O. Rasmussen påpeger, at de seneste tilskudsregler har skabt en helt afgørende forskel mellem de to konkurrerende ordninger til fordel for VE-godkendelsesordningen.
  • TEKNIQ Arbejdsgiverne-underdirektør Simon O. Rasmussen påpeger, at de seneste tilskudsregler har skabt en helt afgørende forskel mellem de to konkurrerende ordninger til fordel for VE-godkendelsesordningen.

06.07.2020, 07:46

TEKNIQ Arbejdsgiverne-farvel til VPO-ordningen

TEKNIQ Arbejdsgiverne har besluttet at træde ud af VPO-ordningen, da værdien af ordningen er blevet udhulet gennem årene – senest med kravet om VE-godkendelse ved installation af varmepumper, påpeger organisationen.


VE-godkendelse af installatørvirksomheder bliver fremover afgørende for at opnå tilskud, når det gamle oliefyr skrottes til fordel for en varmepumpe. Medlemskab af VPO-ordningen giver ikke adgang til samme tilskud, og det svækker VPO-ordningen markant.

Udviklingen er blot det seneste skridt i en række forhold, som gennem de seneste år har øget behovet for at forny VPO-ordningen. Kravet om fornyelse har der imidlertid ikke været opbakning til, og derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne besluttet at træde ud af VPO-udvalget ved årsskiftet 2020/2021: 

”Der er med de nye tilskudsregler skabt en helt afgørende forskel mellem de to konkurrerende ordninger til fordel for VE-godkendelsesordningen. På baggrund af denne udvikling ser TEKNIQ Arbejdsgiverne ikke længere noget grundlag for at fortsætte sit engagement i VPO,” lyder det fra underdirektør Simon O. Rasmussen, TEKNIQ Arbejdsgiverne. 

Han beskriver det som en svær men nødvendig beslutning. Gennem en årrække var VPO bannerfører for høj kvalitet ved installationen af varmepumper. Men siden 2013 har ordningen været udfordret af, at Danmark har lanceret VE-godkendelsesordningen som den officielle danske godkendelsesordning for installation af varmepumper og andre VE-teknologier. De øvrige EU-lande er gået samme vej, og VPO-ordningen har derfor både mistet medlemmer, synlighed og slagkraft.

Samtidig har Energistyrelsen ønsket at rydde op i de mange ordninger for at gøre det nemmere for kunderne at finde frem til de installatører, der har de rette kompetencer til at installere blandt andet varmepumper.

TEKNIQ Arbejdsgiverne har løbende forsøgt at tilpasse VPO-ordningen til den nye virkelighed men har savnet opbakning i udvalget. Derudover har TEKNIQ Arbejdsgiverne været modstander af udvalgets beslutning om at flytte sekretariatet fra Teknologisk Institut til Dansk Køl & Varme:

”Når økonomien er presset, er det fornuftigt at afsøge muligheder. I TEKNIQ Arbejdsgiverne har vi respekt for ønsket om at nedbringe omkostningerne ved at drive ordningen. Men resultatet af at flytte sekretariatet fra Teknologisk Institut er blevet, at VPO står tilbage med en stærkt reduceret faglig støtte – og dermed er et væsentligt kvalitetsparameter for ordningen tabt,” forklarer Simon O. Rasmussen.

TEKNIQ Arbejdsgiverne vil fremover koncentrere sig om VE-godkendelsesordningen men understreger, at organisationens medlemsvirksomheder fuldstændig frit selv vælger, om de ønsker at fortsætte i VPO-ordningen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
 
 
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik
 
-->