Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)  
"Det er nu, vi skal foretage det nødvendige gearskifte og gøre danske virksomheder mere bæredygtige - og dermed modstands- og konkurrencedygtige," siger administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang.
  • "Det er nu, vi skal foretage det nødvendige gearskifte og gøre danske virksomheder mere bæredygtige - og dermed modstands- og konkurrencedygtige," siger administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang.

04.02.2025, 10:02

Trecifret millionbeløb gør Danmark til epicenter for cirkulær produktion

Med en bevilling på over 125 millioner kroner vil Industriens Fond nu gøre danske virksomheder førende inden for cirkulær produktion.


Med en samlet bevilling på godt 125 millioner fordelt over 10 projekter fordelt på tre hovedspor vil Industriens Fond nu understøtte omstillingen i virksomhederne og sikre, at Danmark bliver en international videnshub for cirkulær produktion, fortæller administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang:

“Rigtig mange danske virksomheder er allerede godt i gang med at reducere deres udledninger. Men skal vi for alvor rykke os, er det afgørende, at vi får bragt ressourceforbruget i virksomhederne markant ned, og gør os mindre afhængige af jomfruelige materialer og usikre forsyningskæder,” siger Thomas Hofman-Bang, og fortsætter:

“Her er det nødvendigt at tage et opgør med producer-forbrug-smid-væk modellen, som i dag er den gængse forretningsmodel. Det er en kæmpe omstilling, og her skal virksomhederne have et ordentligt vidensgrundlag at træffe beslutninger ud fra,” siger Thomas Hofman-Bang.  

De tre spor har henholdsvis materialer og ressourcer, kompetencer og ledelse samt forskning og innovation i fokus. Samlet set skal de skabe viden på området og bistå fremstillingsindustrien med at få fart på omstillingen, så produkterne i højere grad baseres på genbrug af materialer, har længere holdbarhed, og deres kapacitet udnyttes bedre, mens de er i brug.

Helt konkret betyder det, at virksomhederne skal designe produkter, der har bedre holdbarhed og kan adskilles og cirkuleres samt tilrettelægge processer og logistik til cirkulær produktion. Men også etablere nye forretningsmodeller og styrke kompetenceadgangen inden for cirkulær produktion.   

“Det er tydeligt, at der mangler viden på området. Cirkulær produktion er meget mere end genbrug, og det er nødvendigt, at virksomhederne forstår og tænker indsatsen bredere. Jeg ser for mig, at Danmark kan gå foran på vegne af den globale industri og vise, hvordan man skaber fremtidens bæredygtige produktion,” siger Thomas Hofman-Bang.  

Mellem 400 og 500 virksomheder have hjælp gennem indsatsen, som ud over bæredygtighed også sikrer større resiliens ved at reducere afhængigheden af knappe råstoffer og dermed mindsker sårbarheden overfor ustabile globale forsyningskæder. Det er senest blevet fremhævet blandt andet i en aktuel rapport fra WEF, der blev præsenteret i forbindelse med Davos-topmødet i januar.  Den indhentede viden og de praksisnære metoder, der udvikles i projekterne, skal herefter bredes ud til resten af industrien.  

Dertil kommer, at mange af indsatserne opererer med en kobling til uddannelser, således at potentielt op imod 2.500 studerende og elever vil opnå nye kvalifikationer som resultat af fondens indsats.   

“Forventningen til den indsats, vi nu sætter i gang, er at markant flere virksomheder bliver strategisk og operationelt klar til at arbejde med cirkulær produktion, så det danske ressourceforbrug (som i dag er blandt de højeste i verden, red.) bliver bragt ned - men også så Danmark træder tydeligere i karakter som videnshub for cirkulær produktion. Med skærpede rammevilkår og en stigende efterspørgsel vil omstillingen til cirkulær økonomi kunne bidrage betydeligt til danske virksomheders konkurrenceevne,” fastslår Thomas Hofman-Bang.

De 10 projekter er: Den cirkulære fabrik, Nationalt demonstrationscenter for cirkulære produktionsprocesser bevillingsmodtager: Aalborg Universitet. Cirkulær plast – en ressource til fremtidens produktion, bevillingsmostager: Teknologisk Institut. Recirkuler byggematerialer – en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager: Teknologisk Institut. Recirkuler rustfrit stål - en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager: DTU. Cirkulært kompetenceløft - ledelse, innovation, produktion, bevillingsmodtager: AMU Nordjylland. Recirkuler elektronik – en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager: Teknologisk Institut. Cirkulær forretning – realisering af cirkulære løsninger, bevillingsmodtager: Teknologisk Institut. Cirkularitet i produktionshallen – Omstil din produktion til cirkularitet, bevillingsmodtager: DAMRC. Takeback strategier - Sæt retning for din cirkularitet, bevillingsmodtager: Manufacturing Academy of Denmark, MADE.  Remanufactory – Nationalt videnscenter for genfremstilling, bevillingsmodtager DTU.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)  
 
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik