Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
De danske medicinalvirksomheder bliver udfordret på eksempelvis deres fremtidige materialevalg til medicinens emballage, siger VANA-direktør Marianne Roed Jakobsen.
  • De danske medicinalvirksomheder bliver udfordret på eksempelvis deres fremtidige materialevalg til medicinens emballage, siger VANA-direktør Marianne Roed Jakobsen.

20.03.2024, 14:14

VANA: Medicinalvirksomheder udfordres af producentansvaret på emballage

Kollektivordningen VANA fastslår, at de danske medicinalvirksomheder bliver stærkt udfordret af producentansvaret på emballage, da branchen har et stort efterslæb.


Mere end 40.000 danske virksomheder bliver 1. juli 2025 omfattet af et udvidet producentansvar på emballage. Det gælder også de medicinproducerende virksomheder, som nu skal sikre, at deres emballage bliver indsamlet og kørt til et sorterings- og genanvendelsesanlæg, vurderer kollektivordningen VANA, som er etableret af DI, Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv og DagSam. Udfordringerne skyldes blandt andet at der jo stilles store krav til branchens emballering:

”Der er et efterslæb i medicinalbranchen, hvor der jo anvendes utroligt mange forskellige typer emballage. Det vil medføre betydelige udfordringer og produktionsdilemmaer i mange virksomheder. For eksempel i forhold til det fremtidige materialevalg til medicinens emballage,” siger Marianne Roed Jakobsen, som er VANA's administrerende direktør. 

VANA tilbyder som kollektivordning at varetage producentansvaret på emballage for de virksomheder, som bliver omfattet af det. Medlemmerne i VANA inkluderer mange af landets største virksomheder, og kollektivordningen fungerer også som et videnscenter, hvor medlemsvirksomhederne kan få indsigt i effektive teknologier og løsninger til emballering.

For nuværende viser erfaringer fra VANA's store medlemsvirksomheder, at det endnu kan være for tidligt at træffe afgørende beslutninger i forhold til eksempelvis ændringer i sammensætningen af emballagens materialer. Dertil er der endnu for meget usikkerhed om de konkrete priser på forbrug af emballagetyperne. Til gengæld oplyser VANA, at virksomhedernes priser vil blive drevet af deres vægtmæssige forbrug af pap, papir og metal med videre – altså en pris per forbrugt tons.

”Den primære udfordring for pharmaemballage er sikkerhed, og derfor designes den konkrete emballage ofte til det konkrete produkt. Når en emballage så skal redesignes, kan det derfor ofte være omkostningstungt. Der er desuden en lang række krav til de informationer og oplysninger, der af sikkerhedsmæssige årsager skal fremgå af pharmaemballage. Det betyder for eksempel, at emballagen skal have en vis størrelse, hvorfor det kan være endnu mere udfordrende at skrue ned for mængderne af emballage,” siger Marianne Roed Jakobsen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik