
02.09.2025, 08:04
Teknologisk Institut-Robotteknologi i Odense meddeler, at instituttet skal bistå European Space Agency, ESA, med at udvikle robotteknologi til byggeri og vedligehold af alt fra rumstationer til solcelleanlæg i rummet.
Bygning, vedligehold og genbrug af store konstruktioner i rummet – eksempelvis rumstationer, datafarme og solcelleanlæg – er en af de helt store områder i fokus for fremtidens rumfart i projektet SpaceAlign, hvor Teknologisk Institut nu skal udvikle og teste software- og styringsløsninger, der skal bane vej for, at robotter kan udføre disse opgaver automatisk og selvstændigt.
"ESA har bedt os om at undersøge, hvordan vi kan få robotter til at blive pålidelige og tilpasningsdygtige partnere i hele livscyklussen for store rumkonstruktioner ‒ fra opbygning og vedligeholdelse til nedtagning og genbrug ‒ med minimal menneskelig indgriben og maksimal autonomi," siger faglig leder Mikkel Labori, Teknologisk Institut-Robotteknologi.
Hidtil har rumrobotter været afhængige af forprogrammerede instruktioner, da kommunikationsforsinkelser og den store afstand gør direkte menneskelig kontrol vanskelig. Men nu skal robotterne altså blive bedre til at tage egne beslutninger i uforudsete situationer.
Teknologisk Institut vil i samarbejde med den europæiske rumfartsorganisation ESA og centrale europæiske rumaktører derfor udvikle en avanceret simuleringsplatform, hvor sikkerheds- og pålidelighedstjek kan testes.
Derudover skal der udvikles og testes software, som selvstændigt kan overvåge, analysere, planlægge, validere og udføre robotopgaver – også når omgivelserne ændrer sig uforudsigeligt.
Teknologisk Institut vil gennem projektet inddrage input fra centrale aktører for at sikre, at løsningen matcher industriens behov. Projektets resultater – herunder simuleringsplatform og rapporter – bliver gjort åbent tilgængelige, så hele den europæiske rumrobotbranche kan drage nytte af erfaringerne.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: