
01.10.2025, 13:48
Aktuelle tal fra Dansk Erhverv viser, at både virksomheder og forbrugere i Danmark har taget kunstig intelligens, AI, til sig. Analysen viser, at 70 procent af medlemsvirksomhederne nu anvender mindst ét AI-værktøj – en markant stigning fra 44 procent i 2023.
Brugen af AI blandt danske virksomheder er eksploderet det seneste år. Det viser nye tal, som Dansk Erhverv har indsamlet fra sine medlemmer. Særligt de store virksomheder er længst fremme: 96 procent af virksomheder med over 250 medarbejdere bruger AI aktivt i deres drift. De mest udbredte værktøjer er ChatGPT og andre store sprogmodeller (61 procent) samt AI-genereret indhold som tekst, billeder og video (33 procent).
Blandt små og mellemstore virksomheder er udviklingen også tydelig, men forskellen er markant. 68 procent af virksomheder med mellem 10 og 49 medarbejdere bruger AI i dag – op fra 48 procent sidste år.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Det er positivt, at flere og flere danske virksomheder benytter AI-løsninger. Men forskellen mellem små og store virksomheder er en øjenåbner. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper SMV’erne med at komme i gang på en sikker og værdiskabende måde. Af samme grund har vi lanceret en AI-portal med inspiration og konkret vejledning,” siger fagchef for digitalisering i Dansk Erhverv Frederikke Saabye.
Tal fra en aktuel befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser desuden, at også blandt befolkningen har AI gjort sit indtog. 55 procent af danskerne har nu prøvet ChatGPT eller andre avancerede sprogmodeller – mere end en fordobling siden 2023, hvor tallet var 21 procent.
De unge driver udviklingen. Hele 84 procent af de 18- til 29-årige har prøvet teknologien, mens det blandt de 60+-årige kun gælder 27 procent.
Dansk Erhverv advarer dog om, at udviklingen kræver politisk opmærksomhed. Regeringen har i det nye finanslovsforslag fjernet tilskuddet til SMV:Digital-programmet, som siden 2018 har hjulpet små og mellemstore virksomheder med digital omstilling.
En effektmåling viser, at virksomheder, der har digitaliseret med støtte fra programmet, i gennemsnit har øget deres omsætning med fem procentpoint sammenlignet med virksomheder uden støtte.
”Det er ærgerligt, at regeringen ikke har fundet midler til at videreføre et så vigtigt program som SMV:Digital – især når vi ved, at SMV’erne halter efter i brugen af AI. Vi håber, at der i finanslovsforhandlingerne findes en løsning,” siger Frederikke Saabye.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: