
15.01.2026, 10:02
I Cleanship-projektet er der gennemført målinger under virkelig sejlads, som dokumenterer markant miljøgevinst ved brug af biobrændstof, fremhæver konsulent Simon Bastrup Spangenberg, Teknologisk Institut.
Sodpartikler – også kaldet Black Carbon – er blandt de mest skadelige emissioner fra skibsfart, både for miljøet, hvor de bidrager til global opvarmning og issmeltning i Arktis, og for folkesundheden gennem forringet luftkvalitet. Det dokumenterer Cleanshipprojektet, som ved brug af biodiesel af typen B100Fame i reel sejlads kan reducere Black Carbon-udledningen med op til 81 procent ved lav motorlast og op til 61 procent ved høj motorlast sammenlignet med traditionel maritime olier:
"Vi vidste, at biobrændstof ville give en renere forbrænding, men størrelsen af reduktionen – især ved lav last – overrasker positivt. Det illustrerer, at biodiesel ikke alene kan mindske netto-CO2, men også Black Carbon, som har stor betydning for skibsfartens samlede klimaaftryk. Samtidig giver måleteknologien os mulighed for at monitorere emissioner langt mere detaljeret end tidligere," fastslår Simon Bastrup Spangenberg, der er konsulent og måleekspert i alternative brændstoffer og emissionsreduktion ved Teknologisk Institut, som også er en del af Cleanship, i samarbejde med partnerne Uni-Tankers A/S, Green Instruments, Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, Danske Rederier og Danske Maritime.
Målingerne er foretaget ombord på tankskibet Falstria Swan fra rederiet Uni-Tankers. Her har en avanceret, online black carbon-sensor fra Green Instruments, udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut, gjort det muligt at følge udledningerne detaljeret og i realtid under skibets normale drift.
For Uni-Tankers omsættes målingerne direkte til ny, praktisk viden:
"De nye data på ren biodiesel (B100) under reel drift giver os et solidt grundlag, når vi skal planlægge investeringer i grøn omstilling – både for os i Uni-Tankers og for resten af branchen," siger teknisk direktør Troels Reppien, Uni-Tankers.
Selv om biodiesel dokumenterer en væsentlig reduktion af Black Carbon, kan den globale produktion af biobrændstof kun dække en mindre del af den internationale flådes energibehov. Derfor fortsætter Cleanship-projektet arbejdet med at analysere data og arbejde med anbefalinger til, hvordan Black Carbon og andre øvrige emissioner kan nedbringes effektivt i skibsfarten.
Resultaterne fra målekampagnen er nu indsendt til International Maritime Organization, IMO, i form af et Whitepaper. Dokumentationen skal bidrage til den internationale indsats for at nedbringe Black Carbon-emissioner - især i arktiske områder, hvor sodpartikler har særlig stor klimamæssig effekt på is og miljø.
Whitepaperet er optaget til behandling på IMO’s 13. møde i Sub-Committee on Pollution Prevention & Response, der finder sted i dagene 9. til 13. februar.
Cleanship-projektets mål er at reducere skadelige maritime emissioner gennem test og demonstration af biobrændstoffer, energibesparende teknologier og driftsoptimeringer. Projektet er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program med en bevilling på 18,2 millioner kroner.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: