
01.08.2025, 17:08
Virksomheder har nu bedre muligheder for at teste mobile robotter udendørs, takket være en aktuel lovændring, der gør det lettere at afprøve selvkørende teknologier i virkelighedsnære omgivelser, påpeger Capra Robotics, som får opbakning fra Odense Robotics, der ser lovændringen som et vigtigt skridt for branchen.
Forestiller man sig en lille robot, der triller hen ad fortovet med en pakke i favnen, fejer sne foran indkørsler en vintermorgen eller samler cigaretskodder op i parker og på torve - helt af sig selv og i harmoni med både fodgængere og trafikanter, så der det ikke længere Science Fiction, men en teknologisk virkelighed med stort potentiale, som en lovændring har gjort det nemmere at teste dem i det offentlige rum, lyder det fra en af de virksomheder, der hilser lovænftinhrn velkommen; Capra Robotics fra Aarhus, der udvikler autonome mobile robotplatforme til blandt andet inspektion, logistik og vedligehold.
"Uden adgang til virkelighedsnære testforhold risikerer vi, at selvkørende enheder ikke lever op til de krav og forventninger, der stilles i daglig drift. Man kan ikke teste sig frem til virkeligheden i særligt afgrænsede sandkasser. Mobile robotter skal fungere midt i hverdagen, blandt mennesker, trafik og alt det uforudsigelige. Ellers bremser man den brede udrulning og de mange samfundsmæssige gevinster, teknologien kan bringe," siger Capras CEO Niels Jul Jacobsen.
Den nye lovgivning gør op med nogle af de barrierer, der tidligere har gjort det svært at gennemføre realistiske tests af selvkørende teknologier. Blandt andet fjernes kravet om "begrænset færdsel", som har forhindret virksomheder i at teste robotter i bynære og relevante miljøer. Samtidig får kommuner mulighed for at udpege testzoner - og processen for at få tilladelse til at teste bliver mere enkel.
Lovændringerne er sket efter dialog mellem myndigheder og branchen. Odense Robotics, Danmarks nationale klynge for robotter, automation og droner, har sammen med en række danske virksomheder bidraget med input - og den ændrede lovgivning er derfor et vigtigt skridt i den rigtige retning.
"Det er positivt, at vi nu får en mere praksisnær og løsningsorienteret lovgivning. Det giver virksomhederne bedre mulighed for at afprøve deres teknologier i virkelige omgivelser. Særligt adgangen til at teste i nærmarkedet er afgørende - det gør det både billigere og mere effektivt at modne løsningerne og bringe dem tættere på markedet," siger CEO Søren Elmer Kristensen, Odense Robotics.
Udendørs mobile robotter rummer et betydeligt potentiale for at løse samfundsudfordringer som grøn omstilling og mangel på arbejdskraft. Teknologien kan aflaste i ressourcekrævende og fysisk belastende opgaver - og samtidig muliggøre mere energieffektive løsninger. Med bedre testmuligheder bliver det lettere at afprøve og modne disse løsninger i praksis.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: