
03.04.2025, 09:58
19 millioner kroner omsættes med det ambitiøse fyrtårnsprojekt Vandternativet til at udvikle vandteknologi, der kan sikre industrien brugbart vand uden at belaste grundvandsressourcerne.
Et konsortium af danske teknologivirksomheder og forsyningsselskaber går nu sammen om at udvikle løsninger, der kan forsyne industrien med rent vand uden at tappe grundvandsressourcerne. Med et forventet vandforbrug på over 100 millioner kubikmeter årligt til industrien herhjemme skal der tænkes i helt andre baner for at sikre vand til både drikkevand og industri. Løsningerne skal være helhedsorienterede og bidrage til at løse samfundsudfordringer som klimatilpasning og beskyttelse af vandmiljøer, mener man hos Teknologisk Institut, som leder det projektet, hvor målet er at gøre Danmark førende inden for bæredygtig vandforsyning til industrien:
"Den teknologiske udfordring er kompleks. Vi skal ikke bare rense vandet - vi skal producere forskellige kvaliteter af teknisk vand - helt op til en kvalitet, der kan bruges i følsom produktion som for eksempel elektrolyse til kommende Power-t-X-anlæg. Samtidig skal vi udvikle metoder til at håndtere de koncentrerede restprodukter fra rensningen," siger centerprojektleder Caroline Kragelund Rickers, Teknologisk Institut.
Når Europa i de kommende år skal udbygge produktionen af PtX, bliver adgang til rent vand en kritisk faktor, så det er ikke bare Danmark, men hele Europa, som står over for samme udfordring med vandforsyning til den grønne omstilling. De løsninger, vi udvikler nu, kan blive en væsentlig eksportvare, understreger Caroline Kragelund Rickers.
Projektet demonstrerer teknologierne i tre forskellige skalaer: Fuldskalaanlæg ved Lemvig Vand, hvor der skal ske behandling af koncentrerede spildstrømme fra produktionen af ultrarent vand til PtX-industrien. Fuldskalaanlæg ved Ringen ved Fors i Roskilde, for produktion af teknisk vand til lokale industrier fra overfladevand. Pilotanlæg ved Vestforsyning i Holstebro til avanceret efterbehandling af renset spildevand.
Konsortiet bag projektet Vandternativet omfatter ud over Teknologisk Institut også ECT, Suez Danmark, Lemvig Vand, Fors Spildevand Roskilde, Vestforsyning og Foreningen Klimatorium. Projektet er støttet af Miljøstyrelsen som et MUDP Fyrtårnsprojekt, og er indledt i januar og løber til juni 2028.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: