
15.10.2026, 10:54
Et aktuelt indgået partnerskab vil gøre det muligt for danskerne sikkert at bekræfte deres identitet over for virksomheder via e-Boks ID, AltID og MitID.
For at styrke den sikre identitetsverificering har e-Boks og Scrive indgået et strategisk partnerskab, der samler e-Boks ID, AltID og MitID i én løsning. Samarbejdet leveres gennem dewa, der er delvist ejet af e-Boks og udvikler og driver e-Boks ID.
Når personoplysninger er kommet i omløb, er det afgørende, at borgerne kan bekræfte deres identitet sikkert. Uanset om en borger anmelder en skade hos sit forsikringsselskab, bestiller et SIM-kort eller kontakter sin a-kasse, er et CPR-nummer ikke i sig selv bevis på identitet. Med adgang til e-Boks ID, AltID og MitID kan danskerne verificere, hvem de er, på få sekunder via den digitale ID-løsning, de foretrækker og føler sig mest trygge ved, fremhæver Lorenz Flechtenmacher, der er medstifter og CEO i dewa:
"Den seneste sag om CPR-lækket har vist, at et CPR-nummer ikke i sig selv er bevis på, hvem man er, selvom det mange steder stadig har været nok i telefonen. Med e-Boks ID, AltID og MitID samlet gør vi det nemt for danskerne at verificere deres identitet med deres foretrukne digitale ID på få sekunder," siger Lorenz Flechtenmacher.
Virksomhederne kan bede kunden om at verificere sin identitet direkte under en telefonsamtale med kundeservice eller som led i et digitalt kundeforløb. CPR-nummeret kan fortsat benyttes til at slå kunden op i systemet, mens det digitale ID bruges til at verificere, at det reelt er kunden selv, man har i røret.
Behovet for sikker identifikation rækker også ud over CPR-sagen. Fra 10. juli 2027 gælder EU's nye hvidvaskforordning som hovedregel med fælles krav til blandt andet identifikation og verifikation af kunder i de omfattede virksomheder.
"Danskerne betror e-Boks deres vigtigste post. Nu bliver den tillid også bragt ind i digital identitet på et tidspunkt, hvor et CPR-nummer alene ikke kan fortælle, hvem man taler med. Sammen giver vi danske virksomheder adgang til e-Boks ID, AltID og MitID i én integration og gør det lettere at tilbyde kunderne en enkel og sikker måde at bekræfte deres identitet på," siger Mads Rebsdorf, CEO i Scrive.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: