
09.11.2026, 09:38
En enkelt våd T-shirt kan ødelægge mængder af brugbart tøj. Nu skal en danskudviklet automatisk sensorteknologi opsnuse fugtige tekstiler tidligt, så de ikke gør skade ved det øvrige afleverede tøj til genbrug.
Innovationsprojektet FORTEX, som har deltagelse af Teknologisk Institut, BV Teknik, UFF-Humana, Trasborg og AffaldPlus, vil nu automatisere fugtdetektionen på de danske sorteringsanlæg, og derved redde mængder af genbrugstøj fra forbrænding, fortæller forretningsleder, ph.d. Julie Brender Trads, Teknologisk Institut.
Hidtil har man vurderet fugtindholdet i det indleverede brugte tøj manuelt, men indledende laboratorieforsøg på Teknologisk Institut har vist, at det er svært at vurdere fugtindholdet korrekt med hænderne: Koldt tøj forveksles let med vådt tøj, og bomuld indeholder naturligt mere fugt end polyester:
"Med sensorteknologi kan vi måle fugtigheden, så vådt tekstilaffald bortsorteres og ikke spreder fugt til tørre tekstiler. Det sikrer, at tøjets kvalitet bevares og forhindrer, at hele sække med værdifuldt tøj går tabt," siger Julie Brender Trads.
Ud over at bidrage til en mere cirkulær tekstiløkonomi fokuserer projektet også på at styrke anlæggenes effektivitet og arbejdsmiljø. Den manuelle stillingtagen til hvert stykke tøj er tidskrævende og udsætter samtidig medarbejderne for skimmel, bakterier og tunge løft af vådt tøj.
Hos genbrugsorganisationen UFF-Humana, hvor teknologien skal afprøves i praksis, ser man lovende gevinster ved automatiseringen:
"Det er en afgørende prioritet for os, at vores medarbejdere ikke skal have hænderne nede i muggent tøj. Samtidig slipper vi for forsinkelser i sorteringsflowet. Sensorteknologien vil forhåbentlig både give os markant sundere arbejdsbetingelser og en langt mere effektiv drift," siger miljørådgiver Kaj Pihl, UFF-Humana. som med sensorteknologien alene har potentiale til at redde mange tons ekstra genbrugstekstiler årligt. Mængder, der kan ganges op, i takt med at flere anlæg tager løsningen i brug.
"Projektets mål er at redde de materialer, der har en reel genbrugsværdi. I FORTEX arbejdes der på en enkel teknologi, som sorteringsanlæggene over hele landet rent faktisk har råd til at investere i, og som let kan integreres i de anlæg, der allerede er i drift," udtaler Kaj Pihl.
FORTEX er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- & Demonstrationsprogram, MUDP, der har hjemme under Miljøministeriet.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: