
En højtflyvende teknologi fra Startup-virksomheden SKYFRR kan give alt fra miljøovervågning til logistik en robust, flyvende kommunikationsplatform - der fungerer selv, hvor traditionelle signaler svigter. Odense Robotics StartUp Fund har udvalgt SKYFRR til en plads i robotinkubatoren ved Teknologisk Institut, TI, i Odense.
SKYFRR, der har udviklet et flyvende netværk, der gør det muligt for én operatør at styre og overvåge et stort antal droner samtidigt, helt uden at være afhængig af GPS eller traditionelle kommunikationssignaler, vil nu bringe teknologien fra prototype til kommercielt produkt med støtte fra Odense Robotics Startup Fund, hvor de får en plads i en af TI's robothaller i Odense.
CEO, CTO og medstifter af SKYFRR Eugene Naumenko glæder sig over invitationen, og noterer sig, at der i øjeblikket foregår et teknologisk skifte i industrien, som kan sammenlignes med overgangen fra heste til biler - blot handler det denne gang om skiftet fra menneskestyrede til autonome maskiner. Og her tilbyder SKYFRR sig.
Bag SKYFRRs teknologi står et team med rødder i et mere end 20 år gammelt venskab mellem Eugene Naumenko og Yaroslav Hirnyak, som mødte hinanden første gang gennem fælles interesse for bjergvandring og teknologi. Senere kom Tom Hamilton med i teamet. Partnerskabet udsprang af deres fælles ønske om at løse et kritisk problem: Hvordan får man ubemandede fartøjer til at kommunikere og samarbejde effektivt i områder, hvor traditionelle signaler ikke fungerer eller bliver forstyrret?
Svaret på udfordringen ligger i deres flyvende netværk, som fungerer som en kombination af GPS og mobilnetværk i luften - og som samtidig kan operere i GPS-jammede miljøer. Det særlige ved SKYFRRs teknologi ligger i skalerbarheden. Hvor traditionelle løsninger fokuserer på enkelte droner, muliggør deres system, at én operatør kan styre og koordinere mange droner samtidigt - eller lade dem operere autonomt. Systemet fungerer som en platform, der kan løse en bred vifte af opgaver: Overvågning, monitorering og rekognoscering, som foregår døgnet rundt.
Virksomhedens teknologi har potentiale inden for mange områder; ikke kun i Danmark, men også internationalt.
"Vi arbejder med alt fra miljøovervågning i forskellige verdensdele til rummet. De samme kommunikations- og navigationskrav gør sig gældende for autonome systemer til lands, til vands, i luften og i rummet," siger Eugene Naumenko.
Vejen til Odense startede med behovet for et testområde til højde- og langdistanceflyvninger, som virksomheden fandt i det danske drone- og robotmiljø.
"Vi kom oprindeligt til Odense, fordi vi ledte efter et testområde til vores droner. Det var her, vi hørte om robotmiljøet herunder startup-inkubatoren. Det er jo skræddersyet til netop vores behov, da vi er på udkig efter et miljø med de rette mennesker, den rigtige teknologi, det rigtige mindset og stærk støtte - alt det, vi har brug for," siger Eugene Naumenko.
Virksomheden er nu udvalgt til Odense Robotics StartUp Fund, hvor danske og internationale robot- og dronestartups får adgang til soft funding, mentorer og et inkubatormiljø hos Teknologisk Institut i Odense.
"Både Yaroslav, Tom og jeg deler alle den samme vision om, hvordan tingene skal gøres. Vi ønsker at gøre tingene enklere for kunderne og løse de reelle problemer," siger Eugene Naumenko.
For SKYFRR handler det om at tænke fremad - ikke bare at følge udviklingen, men være forud for den.
"Wayne Gretzky, den berømte hockeyspiller fra Canada, blev spurgt, hvad forskellen er mellem gode og fremragende hockeyspillere. Han sagde, at gode hockeyspillere spiller, hvor pucken er, og fremragende hockeyspillere spiller, hvor pucken kommer til at være. Det er præcis det, vi stræber efter i SKYFRR," påpeger Eugene Naumenko.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: