
06.11.2025, 13:04
Teknologisk Instituts rapport “Vejen mod en PFAS-fri fremtid for danske virksomheder”, som er en del af serien Teknologisk Udsyn, anviser tre veje til at udfase evighedskemikalierne.
PFAS er evighedskemikalier, der ikke nedbrydes, men i stedet hober sig op i miljø og mennesker, og som EU derfor bevæger sig mod at forbyde med få undtagelser. Samtidig er PFAS-markedet i krydspres mellem fortsat industriel efterspørgsel og voksende regulatoriske og forsikringsmæssige krav. Tilsammen kræver det, at danske virksomheder hurtigt får overblik, finder alternativer og kan dokumentere, at de virker i praksis.
Det er konklusionen i Teknologisk Instituts rapport “Vejen mod en PFAS-fri fremtid for danske virksomheder”, som er en del af serien Teknologisk Udsyn. Rapporten bygger på en survey blandt 198 industrivirksomheder kombineret med kortlægninger og anbefalinger. Teknologisk Institut er ikke overrasket over konklusionerne, fremhæver direktør Sune Dowler Nygaard:
"Vi kan se, at PFAS ofte kommer ind ad bagdøren via leverandører. Mere end hver fjerde virksomhed ved ikke, om de anvender PFAS. Derfor er løsningen ikke flere advarsler, men konkrete værktøjer. Med en national vidensplatform, målrettet støtte til SMV’er og bedre gennemsigtighed i værdikæderne kan vi accelerere udfasningen, uden at virksomhederne går på kompromis med kvalitet og drift," siger Sune Dowler Nygaard.
Teknologisk Institut forslag er tre konkrete greb, der kan omsætte ambition til handling. Første anbefaling er en national vidensplatform, der samler det, virksomhederne efterspørger her og nu: Hvor PFAS typisk gemmer sig i materialer og processer, hvilke PFAS-frie løsninger der allerede virker, og hvordan de testes og dokumenteres – suppleret af cases, standarder og branchespecifik rådgivning.
Anden anbefaling er et målrettet program, der skal give især SMV’er adgang til finansiering, uvildig rådgivning, test- og certificeringsfaciliteter. På den måde får virksomhederne bedre mulighed for at gennemføre skiftet. Støtten reducerer også risikoen ved at udvikle, afprøve og implementere alternativer og øger tempoet uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Endelig: Øg gennemsigtigheden i værdikæderne. Fælles standarder for leverandørdialog, tværindustrielle partnerskaber og brug af data og AI kan kortlægge PFAS på tværs af komplekse forsyningskæder. Det klæder virksomheder og kunder på til at træffe dokumenterede valg.
Udfasning af PFAS åbner også for nye forretningsmuligheder for virksomhederne. Det er tydeligt i rapportens tre danske cases, som har fundet alternativer til PFAS. Casevirksomhederne melder blandt andet om bedre performance, adgang til nye markeder, stærkere positionering og kommercielle fordele.
"Industrien kan udnytte de ændrede markedsvilkår til innovation. Virksomheder med grønne profiler, der aktivt finder og dokumenterer alternativer, kan differentiere sig positivt fra konkurrenterne. Her ligger potentialet for at skabe ny vækst, især hvis virksomheden bliver kendt som frontløber inden for mindre miljøbelastende materialer og produkter," siger Sune Dowler Nygaard.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: