
13.10.2026, 07:36
I forbindelse med FoodTech 2026, 27. til 29. oktober i MCH Messecenter Herning, bliver der også mulighed for at høre om energieffektivitet i fødevareproduktionen og reduktion af vandforbruget i messens Water & Energy-område.
Eksperter inden for vand og energi står klar til at indtage Water & Energy Stage ved FoodTech 2026, og præsentere løsninger til optimering af ressourceforbruget. Alle tre dage bydes på sessioner med både vand og energi i fokus. På energisiden præsenteres blandt andet konkrete teknologier og cases fra fødevarevirksomheder, der arbejder fleksibelt med deres energiforbrug og tilpasser driften til mulighederne på energimarkedet, fortæller Senior Expertise Director Søren Nøhr Bak, Niras:
"Der sker enormt meget inden for energi og energioptimering i øjeblikket, og det handler ikke nødvendigvis om én bestemt teknologi. Det handler i højere grad om at minimere forbruget og skabe fleksibilitet i driften. Vand og energi er helt afgørende for fødevareproduktionen, men med stigende omkostninger og begrænsede ressourcer er der behov for at tænke anderledes. Jeg håber, at oplæggene kan give virksomhederne inspiration og viden, som de kan omsætte til konkrete handlinger," lyder det fra Søren Nøhr Bak.
På vandsiden stilles der skarpt på hvordan fødevareindustrien kan udnytte vandressourcerne bedre ved at anvende forskellige vandkvaliteter til forskellige formål. Her præsenteres mulighederne for at reducere forbruget af drikkevand og i højere grad gøre brug af alternative vandkilder:
"Vi skal blive bedre til at se mere nuanceret på vand. I Danmark er vi vant til, at vandet fra hanen kan drikkes, men det betyder ikke, at alt vand behøver at have drikkevandskvalitet. Vand kan bruges til mange forskellige formål, og vi har faktisk en række muligheder for at udnytte ressourcerne bedre og samtidig beskytte vores drikkevand. Det er netop nogle af de perspektiver, vi gerne vil sætte fokus på, så de besøgende får øjnene op for de muligheder, der findes," forklarer administrerende direktør Lars Nørgaard Holmegaard, Lemvig Vand & Klimatorium.
Han peger blandt andet på mulighederne for at anvende teknisk vand til formål, hvor drikkevandskvalitet ikke er nødvendig. Det gælder eksempelvis i dele af industrien og i fremtidens Power-to-X, PtX-produktion, hvor behovet for vand kan blive betydeligt. Samtidig fremhæver han potentialet i at udnytte regnvand, der ellers belaster kloaksystemerne, og dermed mindske presset på drikkevandsressourcerne.
Ud over Niras og Lemvig Vand & Klimatorium er der blandt oplægsholderne også repræsentanter fra Alfa Laval, Force Technology, Mejeriforeningen, Biogas Danmark og Biogass Norge.
"Vand og energi er højaktuelle emner, som har stor betydning for fødevareindustrien, og derfor er det vigtigt for os at sætte dem på dagsordenen. Med Water & Energy ønsker vi både at inspirere og skabe rum for dialog på tværs af branchen. Vi har samlet en række dygtige fagfolk, der kan belyse udfordringerne fra forskellige vinkler og præsentere nogle af de muligheder, der findes. Forhåbentlig går de besøgende herfra med ny viden, gode idéer og inspiration til det videre arbejde," udtaler messens projektansvarlige Jacob Rasmussen, MCH A/S.
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: