Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Spildevandsbehandling spiller en helt essentiel rolle for renheden af det vand, der ledes ud i det danske vandmiljø.
  • Spildevandsbehandling spiller en helt essentiel rolle for renheden af det vand, der ledes ud i det danske vandmiljø.

20.10.2025, 07:08

Rapport om spildevands-teknologiudvikling

Spildevandsbehandling spiller en helt essentiel rolle for renheden af det vand, der ledes ud i det danske vandmiljø. I ”Fremtidens spildevandsbehandling”, som er en netop udsendt rapport fra Teknologisk Institut, kastes derfor lys over den teknologiske udvikling inden for spildevandsbehandling i Danmark, og de udfordringer, som de danske renseanlæg står over for.


Fremtidens spildevandsbehandling er en rapport fra Teknologisk Institut, der viser, at den teknologiske udvikling inden for spildevandsrensning er i fuld sving. Der er identificeret over 2.000 aktive patenter eller afventende patentansøgninger inden for teknologi til vandrensning. Den teknologiske udvikling har især taget fart de seneste ti år, og det er særligt Asien, der fører an med Kina og Sydkorea i front.

Innovationen inden for renseteknologier til vand og spildevand dækker over en række forskellige typer teknologier. Det er altså ikke en enkelt teknologi, der dominerer udviklingen, men derimod en række forskellige teknologityper, der udvikles sideløbende, påpeges det i rapporten.

Rapporten kortlægger også de danske renseanlægs aktuelle fokusområder og udfordringer. Her er det især tungmetaller og perfluorerede forbindelser (PFAS), der er i fokus.

Mange renseanlæg forventer, at der i fremtiden skal indføres et fjerde rensetrin til rensning af spildevand. Men undersøgelsen viser, at langt de fleste af de adspurgte renseanlæg endnu ikke har påbegyndt nogen indsats hen imod fjerdebehandling af spildevand. Den største hæmsko for, at flere renseanlæg tager tiltag til et fjerde rensetrin, er de uklare lovmæssige krav til spildevandsbehandling.

”Der er brug for, at alle gode kræfter, politisk og i erhvervslivet, står sammen for at sikre den danske vandressource for fremtiden, og faciliterer, at danske teknologier på vandområdet i endnu højere grad kommer ud og gør en forskel på de globale markeder”, siger Sune Dowler Nygaard, direktør, Teknologisk Institut.

SLAM- OG SPILDEVANDSBEHANDLING

En del af rapporten fokuserer på behandlingen af slam, som er et biprodukt af spildevandsrensningen. Rapporten fremhæver tre alternative termiske teknologier til slamhåndtering: monoforbrænding, pyrolyse og hydrotermisk kondensering (HTL). Disse teknologier er udvalgt på baggrund af deres markedsmæssige modenhed, evne til at genbruge fosfor og minimere drivhusgasudledningen.

Rapporten peger på, at der er brug for klarere rammevilkår for brugen af nye slambehandlingsteknologier og bedre metoder til at måle, om det er lykkedes at komme af med de miljøfremmede stoffer.

Samtidig er der brug for mere viden og kompetenceudvikling inden for området, ligesom der er behov for øget samarbejde mellem renseanlæggene, myndighederne og private rådgivere.

Fremtidens spildevandsbehandling kræver altså både teknologisk innovation, lovgivningsmæssig klarhed og øget samarbejde for at sikre rent vand og en bæredygtig udnyttelse af vores ressourcer.

Tungmetaller og perfluorerede forbindelser (PFAS) er i fokus hos de danske renseanlæg. Langt de fleste danske renseanlæg har endnu ikke påbegyndt nogen indsats hen imod et fjerde rensetrin til rensning af spildevand. Uklare lovmæssige krav til spildevandsbehandling er den største hæmsko for implementeringen af et fjerde rensetrin.

Tre alternative termiske teknologier til slamhåndtering er fremhævet: monoforbrænding, pyrolyse og hydrotermisk kondensering (HTL).

Der er brug for klarere rammevilkår for brugen af nye slambehandlingsteknologier og bedre metoder til at måle, om det er lykkedes at komme af med de miljøfremmede stoffer.

Der er behov for mere viden og kompetenceudvikling inden for området, samt øget samarbejde mellem renseanlæggene, myndighederne og private rådgivere.

Det fjerde rensetrin, også kendt som tertiær rensning, er en ekstra behandlingsproces, der kan tilføjes i spildevandsbehandlingen for at fjerne miljøfremmede stoffer, som ikke fjernes effektivt i de traditionelle tre rensetrin. Det forventes, at EU´s byspildevandsdirektiv vil stille krav om et fjerde rensetrin på større renseanlæg i 2035.

De traditionelle tre rensetrin omfatter: Mekanisk rensning: Her fjernes større partikler og affald fra spildevandet. Biologisk rensning: Mikroorganismer bruges til at nedbryde organisk materiale og næringsstoffer i spildevandet. Kemisk rensning: Kemikalier bruges til at fjerne resterende partikler og næringsstoffer.

Det fjerde rensetrin kan omfatte forskellige teknologier som biologisk behandling, ozonbehandling, aktiv kulfiltrering, membranteknologi, UV-desinfektion og er oftest en kombination af flere teknologier. Formålet med det fjerde rensetrin er at fjerne miljøfarlige stoffer, såsom medicinrester, hormoner og perfluorerede stoffer (PFAS), der ikke effektivt fjernes i de første tre rensetrin.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.

Persondata- og cookiepolitik