
07.11.2025, 09:28
NOVA-klassifikation om ultraforarbejdede fødevarer peger i forkert retning, påpeger eksperter, og fremhæver at der skal skelnes mere mellem gode og sunde fødevarer, og problematiske, frem for på fremstillingsprocessen.
Fremtidens Fødevarer-konferencen, der blev afholdt hos Teknologisk Institut, bød på forskere og øvrige aktører, der satte problemstillingen omkring ultraforarbejdede fødevarerunder under lup, og opfordrede til at flytte fokus fra proces til kvalitet.
"Det er ikke mærkeligt, at mange forbrugere er bekymrede for deres ernæring. Vi ser fødevarer med ingredienslister som en hel roman, fyldt med stoffer, man ikke kender fra hverdagskøkkenet, og mad, der kan holde sig måneder, nogle gange år. Selvfølgelig skaber det utryghed. Men i stedet for at stemple al forarbejdning som problematisk, skal vi fokusere på, hvad der rent faktisk påvirker vores sundhed; energitæthed, mæthedsfølelse og næringsindhold," siger forretningsdirektør Lars Leopold Hinrichsen, Teknologisk Institut.
Konferencen viste, at betegnelsen ultraforarbejdning ikke nødvendigvis fortæller noget om, hvorvidt maden er sund. Professor Lars Ove Dragsted fra Københavns Universitet pegede på, at debattens hovedværktøj – den brasilianske NOVA-klassifikation – ikke tager højde for ernæringskvalitet, men kun for hvor og hvordan maden er produceret.
Resultatet er ifølge Dragsted paradoksalt, at rugbrød, som er en af danskernes mest spiste fødevarer, falder i kategorien "ultraforarbejdet", hvis det er industrielt bagt og pakket i plast. Det samme gælder havregryn, fuldkornsmysli, marineret sild, plantebaserede drikkevarer og tofu. Produkter, der ernæringsmæssigt betragtes som forsvarlige eller sunde.
Omvendt klassificeres hjemmebagt hvidbrød, kager lavet fra bunden, pizza med fed ostesauce og hjemmelavet sodavand ikke som ultraforarbejdet, selv om de kan have et problematisk indhold af sukker, fedt og salt.
Konferencen, som blev afholdt som led i en resultatkontrakt støttet af Uddannelses- & Forskningsministeriet, sluttede med en fælles opfordring: Lad diskussionen om ultraforarbejdning være afsæt for et reelt fokus på madkvalitet.
"Der findes desværre mange dårlige fødevarer på markedet. Vi skal huske, at forarbejdning både kan løfte og forringe kvalitet – og det er her, forskellen ligger. Risikoen er, at vi stempler alle forarbejdede fødevarer som problematiske, selvom vi i højere grad burde skelne mellem gode og dårlige produkter. Det er tid til at samarbejde om større gennemsigtighed og innovation i produkter, der både er nemme, velsmagende og ernæringsrigtige," siger Lars Hinrichsen,
Vi samarbejder med,
og er talerør for følgende: