Automatik & Proces Logo

Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
KJV A/S, med hovedsæde i Odense, er solgt til Ahlsell Danmark ApS.
  • KJV A/S, med hovedsæde i Odense, er solgt til Ahlsell Danmark ApS.

26.09.2023, 10:18

Ahlsell køber KJV

Ejerskabet af KJV A/S overgår til Ahlsell Danmark ApS, som vil videreføre aktiviteterne som selvstændig virksomhed i eget navn og brand. KJV vil indgå i Ahlsell-koncernen, der i Danmark også består af Sanistål, Ahlsell REF og VVS-Trading.


Ahlsell Danmark har indgået aftale om at købe KJV. Købet er betinget af konkurrencemyndighedernes accept, og er det første af art, efter at Ahlsell Danmark i februar overtog Sanistål A/S, og afnoterede selskabet fra Nasdaq Copenhagen. Med KJV’s mangeårige erfaringer og unikke tekniske kompetencer udvider Ahlsell Danmark dermed kerneforretningen inden for industrisegmentet, fremhæver administrerende direktør Claudio Christensen, Ahlsell Danmark:

”Vi har en strategisk ambition om at vokse i Danmark og blive endnu mere relevante i markedet. Købet af KJV er et vigtigt skridt i den udvikling, hvor vi udvider vores kerne og vil kunne tilbyde industrikunderne både et bredere sortiment og dybere faglige kompetencer,” siger Claudio Christensen.

Rødderne til det nuværende KJV er Kurt Jørgensen Værktøj, som tilbage i 1956 startede i Nykøbing F., og siden blev overtaget af ledende medarbejdere, herunder Søren Løftgaard, hvis sønner, Kristian Løftgaard og Henrik Løftgaard, i dag står i spidsen for virksomheden, der beskæftiger cirka 110 medarbejdere fra syv lokationer i Danmark, med administrativt hovedsæde og centrallager i Odense.

KJV fortsætter uændret efter ejerskiftet med eget navn og organisation, ligesom direktionen, hvor brødrene Kristian Løftgaard og Henrik Løftgaard deler direktørposten, også fortsætter på samme vis.

”Vi får med Ahlsell en langsigtet, ambitiøs og stærk ejer, som kender vores kompetencer og forstår kulturen og vores måde at gå til kunderne på. De vil kunne være med til at realisere potentialet i KJV fuldt ud,” siger administrerende direktør Henrik Løftgaard, som suppleres af meddirektør Kristian Løftgaard:

“Vi ser ind i en spændende fremtid, hvor vi sammen vil identificere nye muligheder, så vi kan bygge videre på KJV’s værditilbud om at forbedre kundernes konkurrenceevne og bundlinje via fremsynet rådgivning, innovative produkter og rettidig levering”.

KJV servicerer i dag 6.500 industrikunder. Industrileverandøren tilbyder mere end 65.000 produkter, der leveres dag-til-dag fra centrallageret i Odense. Hertil har kunderne adgang til over 200.000 produkter fra KJV’s onlinewebshop, og virksomheden ekspederer flere end 100.000 forsendelser om året.

Før købet af KJV beskæftiger Ahlsell Danmark cirka 850 medarbejdere i tre forretningsenheder i Danmark, dels Sanistål, dels Ahlsell REF og dels VVS-Trading.

Ahlsell Danmark forventer flere opkøb i de kommende år, oplyser Claudio Christensen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn
 
Sidebanner (4)Sidebanner (4) Sidebanner (4)Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
Sidebanner (4)Sidebanner (4)  
 
Automatik & Proces
 
 
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@automatik.nu
Udgiver: Teknovation ApS

 
Copyright © Automatik & Proces
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik